Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Mindetale over Hørup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mindetale over Hørup
337
Begyndelse, kunde have naaet en højere Uanfægtethed af den
offentlige Mening i Byen end den, hvormed „Kandidat Hørup" fra
sin Kvistlejlighed saa’ ned til Professorernes og Grosserernes „røde
Gardiner".
Jeg sætter den lille Samling Feuilletoner fra Morgenbladets
første Tid. hvori Hørup udførte det Paradoks, at han stillede sig
op foran den overmodige og af alle andre frygtede Modstander og
tiltalte ham som En, han næsten undsaa sig ved at slaas med —
jeg sætter dette Paradoks over alt det øvrige, Hørup har skrevet.
Og hvordan tiltalte han ham? Ikke som David talte til Goliat,
med patetisk Stemme og som den af Herren Udkaarne, men som
den Ærke-Dansker han var, ved at gøre ham til Latter, ved at
mærke ham med det dræbende Smil, han havde taget i Arv fra
Holberg og Wessel. Og han blev ved, uforstyrrelig holdt han
Tonen, hvor meget den ogsaa skurrede mod de advarende Stemmer
og klagende Toner, der lød ham i Møde fra hans egen Lejr.
Hvis Hovedstaden engang i Fortiden har givet Bønderne en
Haandsrækning, da det gjaldt deres Stavnsbaand, saa er det blevet
gengældt i denne Mand, der kom ude fra Bondelandet, med en
Skælm i sit Øje og en Ræv bag sit Øre, med Bondens Ironi og
Mistroiskhed over for det, der gør sig tykt, og lettede Aaget af
Hovedstadens Nakke.
Saadan var Hørup for sin Samtid. Det vilde være morsomt
for os Yngre, om en af hans Aldersklasse, En, der har læst disse
Artikler, medens de havde Nuets’Tilskyndelse over sig, vilde staa
op her i Aften og fortælle os, hvordan de virkede paa ham. Man
maa tænke sig, det har været som den umyndiges Røst i
Eventyret: De har jo ikke noget paa!
Og mon ikke den Tids Mænd bør være tilfredse med den
Oprejsning, de selv i deres Tid tog for de Uretfærdigheder, der
blev tilføjet dem? Hvor gider de blive ved med næsten som
Kværulanter at opfordre Nutiden til at huske disse gamle Skader
som aktuelle Ting, der endnu den Dag i Dag skal tages Parti for.
Er det ikke at undervurdere deres egne Bedrifter?
Men paa det Hold, der kom efter, virkede Hørup anderledes.
Som Politiker var det ikke hans Opgave at afskaffe Autorileten.
Det er den kritiske Tænkers Sag. En Politikers Maal er at skaffe
sig Autoritet, indgyde Respekt, give Tonen an. Da Hørup havde
taget den offentlige Mening ud af Haanden paa sine Modstandere,
indsatte han sig selv som dens Leder, da han havde taget Tonen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
