Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Litterær Overproduktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Litterær Overproduktion
345
kan sprænges i Luften, men Krudtet kan ogsaa fuse af stille og latterligt
virkningsløst.
Ordet Litteratur er umærkeligt gaaet over til at dække en broget
Blanding af alle Former for aandelig Virksomhed, der imidlertid — hvilket
er det skæbnesvangre — stadig betjener sig af samme ydre Former.
Kunsten bruges nu ikke blot af de egentlige Kunstnere, men tillige af
alle de aandelige Arbejdere, jeg i anden Forbindelse kar kaldet
.Penne-brugerne". Naar en Mand mærker, at Indtrykkene udløser en vis
Stemningsmængde hos ham, at Tankerne former sig villigere og originalere
hos ham end hos Omgivelserne, at hans Menneskekundskab er rigere og
skarpere end deres, antager han nemlig i Regelen sig selv for Forfatter
og handler derefter, idet han vælger en af de overleverede Kunstformer,—
Digte, Skuespil, Romaner — ja navnlig Romanen maa holde for. Men
der er her Mulighed for en hel Række af Fejltagelser. Den vigtigste er
den, at han muligvis slet ikke er Skribent — og det er en meget hyppig
Fejltagelse, hvilket har sin naturlige Grund i, at vi herhjemme næsten
ikke anerkender andre Former for Talent end den kunstneriske. Jeg tænker
ikke paa, at vi nødig indrømmer en Børsmand, en Tekniker, en
Organisator en lignende Plads i vor Agtelse, som den vi reserverer for vor
Yndlingsskuespiller eller for Tidens Modeforfatter — dette har maaske
en naturlig Grund, i at det er mere snævre, specielle Former for Talent
— men vi er utilbøjelige til at indrømme et Menneske
Personligheds-genialitet og bøje os for den med skyldig Ærbødighed. At et Menneske
ejer en sjælden og udpræget Evne til at samle Mennesker om sig, til at
varme og stimulere, til at kunne sende dem bort, præget med sit Mærke,
betragter vi som en Behagelighed — intet mer. De aandfulde, dybe eller
vittige Ord, der bliver sagt, maa tage deres Belønning i de flygtige Smil,
hvormed de bliver modtaget; — de maa lade sig maale med andre
tilfældige Ord. Den vittigste faar Bifaldet, men det Væsen, hvis Udtryk
Ordene er, bliver aldrig hyldet. Vor Litteratur bærer i sin Mangel paa
Memoirer og værdifulde Portrætter Vidnesbyrd herom. En saadan ydre
Paaskønnelse vilde være nødvendig, hvis der skulde kunne fremkomme
noget Selskabsliv af blivende Værd, og om mange Forfattere — navnlig
kvindelige — har man god Grund til at formode, at de i en Salon snarere
end i Litteraturen vilde finde den Arena, hvorpaa de kunde vinde deres
Sejre. Om Memoireformen, der er saa vel skikket til at sætte baade den
Skrivende og hans Samtid et Mindesmærke, vil blive brugt af Brand
es-ianismen kan jo endnu ikke anes, men man kan pege paa Mænd, hvis
skønlitterære Arbejder kun vil betyde lidet i Forhold til, hvad de vilde
kunne yde gennem deres Livserindringer.
Hvor rummelig og flatterende Memoireformen er, har man et
fortræffeligt Eksempel paa i Fru Konows Erindringer om sin Fader, Adam
Oehlenschläger. Denne indtagende lille Bog har sin største Tiltrækning,
ikke ved de Oplysninger, den giver om Digteren, men som et naturligt,
fordringsløst Udtryk for en fintdannet, jævnt begavet Kvinde, der n.Tppe
paa anden Maade kunde have gjort sig gældende i Litteraturen. Den
Personlighed, der formodentlig vilde være kommet til kort over for en
kunstnerisk Opgave, har formaaet at give disse Optegnelser en egen Charme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
