Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
Hans E. Kinck
i Trods gør det af med alle Menings- og Programkammeratskaber,
saa er Livsviljerne splittet i ham. Som Symbol staar her de tre
unge Piger, Helene Hartung, den hvide, blaaøjede Kristianiafrøken,
en Haveblomst, med urokkelig Tro paa Far og Mor, og med det
sikre Svar til alt som er stygt: „Det har ikke jeg noget med". —
Saa Tordis Hval fra Kystbyen — fuld af Livsvilje og Livslyst,
elskovstørstig vuggende Gang og hed i Blikket. Hendes Latter og
hendes Ord gaar som svidende salt Søvand over Længslerne fra
Moen; Moen — det er bare Spindelvæv om Sans og Vilje. Og
hun ægger og jager ham; Livet er det skvættende og det
sprættende! Ind i Menneskemylderet, der det boltrer sig i et Hav af
Gemyt, et Hav at Latter. Hvasse Tanker, — „men de lagde ikke
Livet øde; de valgte ikke kræsne mellem Kæltringer og brave Folk,
de leved deres Liv efter deres store, tøjelige Livstrang." Hun
fører ham hjem, hjem til Trods mod Far og Mor; men saa brister
det. Hun finder ikke Bund i ham; hans Længsel „mod de mange",
hans Trods rejser sig mod hende; ogsaa hun har kendt Længslen
„mod de mange". De holder Fest i Trods og Stridsind; saa
styrter hun ind og stænger sin Dør. Og saa farer han ind paa
Moen, bort fra Menneskene; ind i Dybet af Moens Sus, som naar
længere ind i ham end Livsviljernes Rus, — ind til Hytten hvor der
lugter Røg og Solsteg af Tømmeret; ud kommer den tredje Pige,
som fanger hans Sind; der hviskes glad og forundret. Og der
falder saa Helg over de to. „Hu-hi-huh, sa’ det langt ind paa
Moen. Det var som hver Sans gøs for umaadelige Vinger." Og
hun bliver den, han fører hjem som sin Hustru.
Den danske Læser vil her sikkert tænke paa Pontoppidans Muld;
men hos Pontoppidan løber det hele ud i en fuld kommensurabel
Menneskeskildring; over Kincks Bog føles Strømninger fra saa
meget, hvori det enkelte Menneske gaar op; der er, som man stadig
gennem hver noksaa realistisk Skildring, hvert hvast, brutalt,
tydeligt Udtryk (Gengivelsen er her stærkt afdæmpet) føler Sus af en
Mystik, som gør Menneskene til halve Symboler, til ubestemte
Kræfter, der ingen Betydning synes at have, uden for saa vidt de
medvirker paa det hele.
Men som i Pontoppidans Romancyklus, saa brister ogsaa her
det nationales — Muldets, Moens — Magt. Kinck viser os det i
Fortsættelsen Hugormen. Aldrig er den norske Bondeverden
blevet saa haardt medtaget i nogen Forfatters Skildring; den oser
af Raahed og Brutalitet, den fjoller omkring af lutter Uvederheftighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
