Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Foraarets Boger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
Foraarets Bøger
slet paa Rensburg. Paa saadanne Steder — ligesom ogsaa i Marskens hvasse
Raab: „Mak det Fenster op" under den trykkende Stilhed i Domkirken,
da Eden aflægges — saadanne Steder har Bruuns digteriske Vision en
helt genial Intensitet.
Men han er en Fantast, han savner Realitetsinstinkt, og f. Eks. saa
virkningsfulde Scener som Kristoffers Dødscene og Mødet mellem Otto og
Valdemar paa Kallundborgs Slotstrappe er, hvad man i gamle Dage kaldte
Historiens Poesi. Og hele Bogens Idé og Anlæg — med Slægtskylden,
Pantets Indløsning, Kampen mellem Retten og Kaldet, alt dette lagt tilbage
indover og ind i ældre historiske Forhold — det hører hen under samme
noget forældede Art historisk-filosofisk Digtning som Ibsens
„Kongeæm-nerne" og „Kejser og Galilæer*. Den vil udløse Historiens Idéer — hvad
der, naar det sker uden Mystik, er meget værdifuldt — og give dem
bevidst Realitet og Virkekraft i Datidens Personer og deres Handlinger
— hvad der altid skaber en psykologisk Urimelighed. Nutildags vil vi
have hver Ting for sig: Historiens Filosofi i Digterens eget Navn og
Historien selv i Kunstens sanddru Spejl. Men hos L. Bruun gaar man snart
paa Virkelighedsgengivelsens prosaiske Forstandsgrund, snart skal man
slippe sin Realitetsans og svæve op i en ideal Fantasisfære. Der er jo
en god Portion Selma Lagerlöf i L. Bruuns Bog. I Caras Refleksioner
under Gensynet med Otto („Nu ser han, jeg er bleven voksen* ... „Nu
skal han vide, hvor dygtig jeg er bleven*) kendes den svenske Digterindes
skælmske Gengivelse af troskyldig barnlige Tankegange igen, og saaledes
ogsaa i hele den nydelige Maade, hvorpaa under denne Samtale Læserne
vekselvis følger de tos skjulte Tanker mellem de simple Repliker og
mærker den enes Tanker bag Ordene ubevidst sitre over i den anden. Eller
i det senere Møde, hvor Cara flygter til Kapellet og stadig beder Otto
ikke følge, mens hendes Hjerte stadig gentager: „Følger han mig ikke
nu, saa er der ikke Elskov i hans Hjærte.* Selma Lagerlöfsk er
Natte-scenen ved Dannevirke, hvor de faldnes Aander i Kor taler med Otto og
med hverandre, men navnlig ogsaa hele Slutningen, hvor Otto som „Alle
Syndernes Konge* drager om og samler alle Udstødte og Forbrydere,
hele Ynglen af Fædrenes og Forfædrenes Synd, under sit Banner, til
Indløsning af Faderens Salighedspant. 1 alt dette er der sindrige poetiske
Ideer og et Væld af varm medfølende Menneskelighed, af frisk frugtbar
Entusiasme. Men virker allerede S. Lagerlöf unægtelig ofte noget
forskruet og maniereret, endda hun lige fra først véd at trylle Læseren ind
i en Atmosfære af poetisk Halwirkelighed, saa begynder Bruun med et
altfor mandigt og fast Tag i Virkeligheden, til at vi kan slippe det igen
for poetiske Luftfærder, og hans Kunst har ikke den Tryllestav, hvormed
man kalder Luftspejlinger frem. Hele Bogens Slutning fortoner i
flakkende Halvsyner.
Det betydelige i Bogen er i Grunden den personlige Patos, som man
mærker gennem de fjerne Tiders Klædebon. Den Sjælsdobbelthed, der
fra Fødselsstunden ligger i Otto, den Magtbrynde og den Højheds- og
Udkaaretheds-Følelse, som driver ham frem mod Kronen, og den kranke
Skyldfølelse, den ømskindede idealt anlagte Samvittighed, som faar ham
til at bukke under i Kampen — denne Sjælssplittethed og den Skæbne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
