Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Myther - I Hades
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456
Myther
Var det muligt? han drog hende tilbage — ? O, hvor maatte
han være sikker i sin Sag, og Livet, det aldrig sete, hvor maatte
det være skønt!
Da pludselig vendte Orfeus sig — Lyset blaanede ned over
hans Ansigt med det flagrende Haar, og med ét vaklede han,
Lyren rystede i hans Haand, Strengene klirrede — kun et Øjeblik,
saa snurrede han rundt, Lyren fløj op igen, Klangen bruste —
men hastigere endnu, hastigere end en Taage hvirvles hen over
Havet gennem Natten, sugedes Eurydikes Skikkelse tilbage, ind
mellem Persefones Stammer, som et Sølvslør, der forsvinder ned i
en Afgrunds Mørke — et svagt, kaldende Raab fra Lunden:
„Orfeus! Orfeus!" og hans Skrig: „Eurydike! Eurydike!" — frem
styrtede han — det blinkede i Mørket, Hermes’ Stav med de
fremadbugtede, hvæsende Slangers grønne, ildspyende Øjne —
Orfeus tumlede tilbage, ud paa Akerons Bred, snublede over
Asfo-delernes knoldede Rødder og styrtede næsegrus ned i Græsset.
Karon stod lænet til sin Stav, rystende, med Haanden
sanseløst for Panden.
Et triumferende, genlydende Glam og en Kædes dansende
Klirren — Kerberos hilste sit Bytte velkommen tilbage — og saa
en lang, knugende Tavshed, et mørkt og øde Vand, hvoraf svage
Bobler steg imod Lyset, søgende opad og bristende i dybe Sukke —
saa et mangestemmet Skrig, døende i haabløs, fortvivlet Jamren,
og atter tog den sagte Susen fat — listende Trin, hviskende
Stemmer og hendulgt Hulken, som af Sand, der hvirvles af Sted
langs Havet, som af visne BJade, der fejes hen gennem Skoven
en sildig Efteraarsnat.
Karon laa paa Knæ ved Orfeus, bøjet over ham, med
Haanden paa hans Skulder.
„Orfeus."
Et dødblegt Ansigt saa’ op, to blodige, halvbrustne Øjne, en
svullen, hovnet Mund — to rystende Hænder løftede sig,
indviklede i Lyrens sønderrevne Sølvsnore.
Karon bøjede sit ældegraa Hoved dybere ned over ham:
„Orfeus, græd ikke, bliv nu hos mig, ved Dødens Flod. Nu
véd vi da tilfulde, hvorledes det er at leve paa Jorden."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
