Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Kidde: Myther - Marpessa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
458
Myther
Men Marpessa bøjede sit Hoved, dybt bøjede hun det mod
sit Bryst, hun strakte sin Haand frem, og den flakkede som en
Due, der søger Hvile, men da den havde fundet sin Hvile, laa den
i Idas’ Haand.
Da skælvede Idas fra Hoved til Fod, hans Øjne veg ikke fra
Græssets duggede grønne.
Men Apollon blev hvidere end Sne, kun hans Øjne blaanede
som Havet i Storm, han veg et Skridt tilbage, og fra hans Mund
for. der et Raab som en Flamme over de dirrende Læber. Han
greb efter Sølvbuens snoede Streng.
„Marpessa, hvorfor gjorde du dette?" han stod med den
spændte Bue i Haanden.
Der var en Stund stille paa den grønne Eng i det klare, tidlige
Solskin — saa lød Marpessas hviskende Stemme bag Sløret, som
en Sølvstreng der skælver for Vindens sagte Pust:
„Apollon, du er Gudens Søn fra det evige Olympos, jeg er
Euenos’ Datter fra den forgængelige Jord. Din Livstraad spindes
evigt i evig Ring, som Havet evigt ruller om Hellas’ Kyster, min
er kort som Araknes sitrende Traad og mer skrøbelig end den.
Hver Dag er dig et Bad i Kastales Kilde til straalende Ungdom,
hver Dag er mig en Draabe Gift fra Akerons Flod til snarlig
Hen-visnen og Død. Og en Gang vilde den Dag komme, da du vilde
glemme mig, som Eos glemte Titonos. En Dag maatte vi skilles,
og jeg vilde nedstige i Karons frønnede Færge, til det evige
Mørkets Bo, mens du vandrede op til det salige Liv og det aldrig
sluknende Lys. Opfostret paa Jorden, lad mig blive paa Jorden
og følge Jordens Søn frem til min Skæbne, Tartaros’ altopslugende
Mulm".
Den skælvende Sølvstreng tav, og Marpessa sad stum i sit Slør.
Apollon løftede heftigt sit Hoved, men hans Læber blev
staaende aabne, og han bøjede bråt sin Nakke. Og da blev der
tavst mellem de tre paa den stille Eng, kun Fuglene sang ned til
dem fra de høje Olivenskove, og oppe under Himlen skinnede
Morgensolen paa Tindernes hvide Sne.
Apollon flyttede sin sandalgyldne Fod som for at gaa, men
da mødte hans Øjne Marpessas. Og som den svage,
himmel-farvede Kilde synker i Havets evige Blaa, sank Pigens Øjne i
Gudens hvælvede, store.
De sitrede begge ved det Blik, men Idas, som saa’ det, rystede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
