Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Østrup: Den osmanniske Race og dens Fremtid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
465 Den osmanniske Race og dens Fremtid
ogsaa den Fatalisme, som man saa ofte, maaske noget for stærkt,
fremhæver hos Tyrken; det er en almindelig, men fejlagtig
Opfattelse at tro, at denne Hengivelse i Ens beskikkede Liv, Ens
„Kismet", særlig er at udlede fra den isla mi tiske Religion. Hos
denne Religions Fædre, Araberne, har Fatalismen aldrig haft
synderlig Raaderum, og denne Livsanskuelse er ikke fremhævet i
Koranens Teorier i stort videre Omfang end hvad der kan uddrages
af enhver monoteistisk Religion overhovedet. Naar Tyrkerne er
Fatalister, saa er derfor Oprindelsen at søge i deres Raceanlæg,
ikke i deres Religion.
I den moderne Politik viser denne Mangel paa Initiativ sig i
en Forkærlighed for den dilatoriske Fremgangsmaade;
Vanskelighederne søges ikke løste, men udsatte. Nu er det ganske vist et
diplomatisk Yndlingsudtryk: „Hvo, der vinder Tid, vinder alt",
men som udelukkende anvendt Metode slaar dette
Opsættelses-system dog ingenlunde til, og det berømte tyrkiske Valgsprog
„ja-vasch, javasch" (saa smaat, saa smaat) har ogsaa tit nok vist
sig som et meget kostbart diplomatisk Princip.
Den nuværende Sultan, Abdul-Hamid II, er blandt moderne
tyrkiske Politikere den eneste, der kan rose sig af at have haft en
virkelig stor og vidt rækkende politisk Tanke. Det er ikke Stedet
her at komme ind paa en Vurdering af denne ejendommelige
Personlighed; en Mand, der som han staar lige midt i Begivenhedernes
Malstrøm, kan heller ikke siges at være moden til Historiens Dom.
Her skal kun fremhæves, at det er Abdul-Hamid, der har fostret
og fremmet Tanken om at benytte den osmanniske Sultans
Stilling som Kalif, som den islamitiske Menigheds religiøse Overhoved,
til at støtte Tyrkiet. Det kloge Skridt, der udførtes af Sultan
Se-lim I (1513—20) ved at han lod den sidste abbasidiske
Skyggekalif overdrage sin religiøse Værdighed til ham, noget, som
muhammedanske Statsretslærere senere udførlig har begrundet i Teorien,
saa at de osmanniske Sultaners Kalifværdighed nu staar ganske
uangribelig, — det er i den praktiske Politik aldrig tilfulde bleven
udnyttet; Sultan Selims nærmeste Efterfølgere behøvede det ikke,
og senere hen glemtes dette Forholds Betydning; det nittende
Aarhundredes Reformsultaner, Mahmud II (1808—39) og
Abdul-Medjid (1839—61), følte og tænkte meget for „europæisk" til at falde
paa at bruge den religiøse Følelse som politisk Løftestang. Da
derimod Abdul-Hamid II i 1876 kom paa Tronen, hævet i Vejret
ganske pludselig ved en uforudset Kæde af Omstændigheder, var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
