Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
Teatrene
stillede. Han spillede Jeppe første Gang i 1805, samme Aar som
Oehlenschläger skrev „Aladdin". Det stemmer: begge Steder er
det den nationale Type, der forherliges som Naivitet, som den
trods alt i Bunden ufordærvede Natur. Lindgren var den første,
der gjorde Jeppe elskelig. Højdepunktet i Fremstillingen blev nu
den Scene, hvor Jeppe efter at have drukket Forgiften tager
Afsked med Livet: den spillede Lindgren med en Alvor og rørende
Hjertelighed, som Publikum i Begyndelsen ikke var modent til at
forstaa. Under Rusen var han godmodig, paa Herregaarden salig:
aldrig brutal, helt naiv.
Omtrent halvtredsindstyve Aar efter, i 1851 — under Heibergs
Direktorat — spillede saa Phister Jeppe. Havde man paa
Oehlenschlägers og Lindgrens Tid været national og liberal og naiv
uden at vide af det, saa var man nu „nationalliberal" og naiv
med Bevidsthed. Phisters Jeppe er den nationalliberale Jeppe.
Var Lindgren i Familje med Jeppe, saa er Phister paa Parti med
ham. Han er „Jeppes sande Defensor" (G. Brandes). Han ved
helt vel, hvad Sag det er han fører: denne Jeppe under
Trældommen og „Malicen" var jo dog Fader til den Jens, der nylig under
Treaarskrigen havde vist, hvor godt han fortjente Friheden.
Holbergs „grove Bonde" bliver da i Grunden en ganske fin Mand;
det lyse Hoved endnu en Grad lysere, Grusomheden endnu
ufarligere, det rørende bliver næsten gribende, Brændevinsrusen faar
Smag af rene Druer, det drøje Sjællandsk bliver let, næsten
gra-tiøst. Det hele Anlæg er holdt „inden for Skønhedslinjens
Trylle-kres". Phisters Jeppe forholder sig til Lindgrens som Heiberg til
Oehlenschläger. Lindgren lugtede af Sjællandsk, Phister duftede
af det.
Af alt dette sjællandske Væsen er der nu efter andre
halvtredsindstyve Aars Forløb hos Olaf Poulsen ikke megen Smag
tilbage. De sjællandske Sæder har jo ogsaa forandret sig
betydeligt siden Holbergs Tid. Poulsens Jeppe hælder ikke Brændevinen
i Øllet, som Lindgren gjorde; han holder ikke, før han sætter sig
til Baronens Bord, Huen for Øjnene for at læse (eller lade som
han læser) Bordbøn, som heller ingen har gjort siden Gjelstrup;
han ligger rigtignok endnu som alle sine Forgængere og sover paa
Jorden med Bagen i Vejret, men snarere for at frembyde en fyldig
Skive for Nilles Krabask og Publikums Latter, end fordi han ved,
han følger en gammel sjællandsk Form for Middagshvilen under
aaben Himmel („at ligge paa Maven og bruge R***en til Dyne").
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
