Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
480
Teatrene
Skudren, og med en ærgerlig Vrængen (f. Eks.: „ Folk siger vel i Herredet,
at „Jçppe drikker"") — det er den graa Morgen før Brændevinen, og
da er Jeppe ikke livlig, selv om han er bleven varmet ved et Livfuld
Hug. Tonen er drævende og klynkende (som Irsk, siger en gammel
Iagttager om det sjællandske) i Modsætning til Nilles Rappenskralle-Dialekt.
Gjelstrups Medspillerinde, Mad. Knudsen, havde her et godt Indfald, der
fortjener at opbevares. Naar Jeppe havde sagt sit: .Hvor kan jeg gaa
fire Mil i fire Timer, Nille?" gentog hun: „Hvem siger, Du skal gaa?"
og vrængede det ud efter ham: gu-æ, gjorde saa en lille Pause og
smeldede ham derpaa sit: »Hanrej! (i to lige vægtige Stavelser som to
skarpe Skud) Du skal løbe!" (i Galop-Takt) i Ansigtet.
Efter det første korte Besøg hos Jakob Skomager, hvor Jeppe bliver
lyslig og synger „En hvid Høne og en broget Høne" — blev Gjelstrup
og Lindgren (og Phister?) ved at synge paa det følgende gentagne „Ak,
gid jeg turde drikke for en Skilling endnu !t og motiverede derved meget
smukt denne Linjes bestandige Tilbagevenden som Refræn — som den
lede Fristers Fløjtetoner — i den følgende Monolog. Phister
anskueliggjorde her den tiltagende Styrke og Inderlighed i Fristelsen ved stadig
at rykke Tonen et Ord længere frem i Linjen1). Iøvrigt kunde Hr.
Poulsen i denne Scene spille meget mere patetisk, end han nu gør. Paa
Replikken: „Ak, Gud bedre mig arme Mand! hvad skal jeg gøre?"
maatte han gærne vride sine Hænder og græde som et Barn, for ved
det følgende: „Tving din Natur, Jeppe!" at stramme sig op i
Helte-(eller Præste-) Positur. Kun saaledes bliver hans fra Tragedien laante
Følelseskamp ret rystende komisk. Naturligst var det ogsaa, om han
syntes at se Nille for sig i Jakob Skomagers Dør (og ikke i Ryggen
paa sig).
I den følgende Scene hos Jacob Skomager har Hr. Poulsen spillet
sig glædeligt op. Det er jo ogsaa en Hovedscene. Den maa
foredrages bredt dityrambisk med lyrisk Improvisation (i Viserne) og
Inspiration af fremmede Tungemaal. Viserne kunde foredrages endnu
bredere og inderligere, især den travesterede Folkevise om Liden Kirsten
og Hr. Peder og Nille og Degnen. Al Jeppes Sjæl er i den Vise:
hans Drøm („Om Sommeren synger den lystige Stær" — Jeppe har
kunnet lide at høre den synge! „Jeg satte mig paa min abildgraa Hest"
— Jeppe har gærne tænkt sig saaledes ridende!!) og hans Virkelighed
(„Fanden ta’ Nille, den Akkermær!" — „Degnen, det er et Rakkerbest!")
— det lyriske Peteheja, hvormed han tager Flugten, og det haarde Pole-
l) Det er i det hele af stor Betydning for Variationen af Jeppe at agte paa
Værdien af det stigende Udtryk („Klimaks") i Ord og Miner. Det er en
af Grundene til, at Jeppes senere Opvaagninger, paa Møddingen og i Galgen,
ikke morer nær s&a meget som den første i Baronens Seng, at alle
Fremstillere efter Holbergs egen Anvisning har udstyret denne første Scene
med en saa overdaadig Mimik, at der ikke bliver mere tilbage til de
følgende. I Grunden bør Jeppes forbavsede Blik ligesom vokse af Forundring:
spiller han i Baronens Seng med et Par Øjne saa store som Tekopper,
maa han i Galgen kunne gøre dem saa store som Rundetaarn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
