Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
482
Teatrene
skingrer, halvkvalt af Latter, et H v a’ ? og tvinger ham til at synge Visen
helt ud. Saa sætter han Honnetteteten til Side og skynder sig derpaa
med herremandsmæssig Nedladenhed at indhente Ridefogdens Samtykke.
Det kan man kalde en vel betænkt Iscenesættelse I
Og saaledes fortjener Prof. Blochs Iscenesættelse af .Jeppe paa
Bjerget" overalt den største Ros for sin Finhed og Sikkerhed. For
halvandet Hundrede Aar siden laa Jeppe i Baronens Seng i en Skovdekoration,
for halvfjerdsindstyve Aar siden klagedes der over den lurvede Udstyrelse
i denne Sovekammerscene. Nu er baade den og de andre Scener
indrammede — som et hollandsk Billede i en Rokokoramme — i det
eleganteste og korrekteste Udstyr. Ogsaa i en anden Henseende er der nu
først — som oftere ønsket — kommet det rette Forhold mellem Billedet
og dets Ramme, idet de Agerende i den Komedie i Komedien, der
opføres med den drukne Bonde, er de samme — og tydeligt betegnede
som de samme — som Personerne i Komødien: Sekretæren er Baronen,
Doktorerne og Advokaterne hans studerede Tjenere (Sekretæren og
Hovmesteren — hvem er for Resten det?), de andre hans Lakajer.
Ridefogden bør da sikkert ogsaa som paa Gjelstrups og Lindgrens Tid være
en Lakaj og ikke den virkelige Foged (som Jeppe alt for godt kender), hans
Kone en Fadeburspige eller endnu bedre, som altid i det 19. Aarhundrede,
et udstoppet Mandfolk (helst Erik Lakaj). Først saaledes faar dog Jeppes
Elefantforlibelse en fuldkommen værdig Genstand. Det vilde ogsaa virke
naturligere, om Baronen, som af Hr. Mantzius fremstilles med en
fuldkommen Porcellænselegance, blev spillet som en ganske ung, lidt grov
Landjunker, der ler tykt ad de gode Kattespaser.
I de sidste Akter maa Hr. Poulsens Spil endnu kunne blive
yderligere gennemarbejdet. 1 sidste Akt, hvor Jeppe taler i Galgen og
meddeler Nille sin sidste Vilje, har det fra gammel Tid været Skik at lade
ham tale i Præketone: endnu morsommere lyder det, naar han messer
Ordene (f. Eks. min kø-de-li-ge Bro-der); det er ikke urimeligt at antage,
at Jeppe, der jo føler sig som en Røst fra Graven, tror, at det er i den
Tone, der tales i den anden Verden. I den følgende Scene, hvor han
er taget ned af Galgen, fremstillede baade Gjelstrup og Lindgren meget
livagtigt, hvorledes han Skridt for Skridt blev sig selv igen. Jeppe er
jo her ganske ør og fortumlet (ogsaa af Dvaledrikken) og har megen
Møje med at finde ind i sin Ham igen. Især lod Lindgren ham ved at
forandre Gang paa en ubeskrivelig Maade ligesom nærme sig til sig selv.
Først da han paa Jacobs Spørgsmaal, hvor han har faaet de Penge fra,
svarer med et skælmsk-tungsindigt Blik, der ligesom følger den smukke
Drøm paa dens Flugt: , Af mit Baroniskab, Jacob!" har han atter Herredømmet
over sig selv; Jeppe og hans Ironi er atter hjemme, og han kan
derefter uden at blinke aflægge sin tørt historiske Beretning. Kostelig var
her den Maade, hvorpaa Lindgren bevarede endnu et sidste Skær af
Herremandsvæsenet overfor Skomageren. Da Jakob kom med Mjøden,
hævede han sig paa Tæerne og gav ham venligt Tegn til, at han kunde
vove at drikke ham til.
Den leende Mand i næstsidste Scene, der kaldes Magnus, maa, som
ogsaa Navnet viser, være en Person uden for Bondestanden, en købstad-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
