Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - E.: Før og Nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510
Før og Nu
demokratisk Lands Sæder. Der herskede dengang en Jævnhed i det
offentlige Liv, som siden har været ukendt. Eksellencetitlen var næsten
afskaffet og Kancellistilen og Embedsvigtigheden med.
Der raadede desuden i Datidens Opfattelse et naivt og begejstret Syn
paa Rigsdagsmandatet, der var ganske uforeneligt med, at man imod
Folkets Tillid og de kaarne Mænd skulde opstille et materialistisk
Regnestykke om Kontortid. Inkommensurable Størrelser!
Det er i denne Mening, Paragraf 56 kom til at staa i Grundloven.
Det kan man læse sig til, naar man efterslaar Forhandlingerne derom.
Strængt taget behøvedes det ikke at siges udtrykkeligt, som en almindelig
politisk Regel, at Embedsmænd, der valgtes til Rigsdagsmænd, ikke
behøvede Regeringens Tilladelse til at modtage Valget. Det var, som
det ogsaa hedder i Grundlovskomitéens Betænkning, noget, „som fulgte
af hele Udkastets Aand*. Men bag dette Spørgsmaal, der formelt
tog Sigte paa Embedsmændenes politiske Overbevisning og de
Konflikter med Regeringen, der kunde opstaa heraf, stod der en anden
Trætte, en snævrere og af mere bureaukratisk Natur, der ogsaa maatte
afgøres. Det var Spørgsmaalet om, hvordan Embedet skulde kunne passes
i Forening med Rigsdagsmandatet. Afgørelsen af dette Spørgsmaal blev i
Virkeligheden det egentlige, reelle Indhold af Paragraf 56. De Eksempler
paa, at Embedsmænd er blevet afskedigede paa Grund af deres politiske
Holdning, der er forekommet baade under det Ørstedske Ministerium og
i Estrups Tid, har derfor egentlig ikke noget at gøre med denne Paragraf.
Det er først i vore Dage, gennem Pakmester Petersens og Fuldmægtig
N. P. Jensens Personer, at den har faaet sin Aktualitet. Og af disse
Tilfælde er Tilfældet N. P. Jensen det mest rendyrkede. Her har vi
den bureaukratiske Konflikt, fri for enhver Tilsætning.
Spørgsmaalet om dennes Løsning besvares i Grundlovskomitéens
Betænkning med de Ord, „at det dermed (o: Valgets Uafhængighed af
Regeringens Tilladelse) naturligvis ikke er sagt, at Embedsmænd, der
vælges til Rigsdagsmænd, herved skulde have erholdt nogen Ret til at
fordre, at deres Embede, for saa vidt nogen i deres Sted maatte forordnes
til dets midlertidige Bestyrelse, skulde besørges udført paa offentlig
Regning". At Regeringen i noget Tilfælde skulde have Ret til at
afskedige Embedsmanden, udelukker Grundloven helt af sin Tanke.
Den forudsætter dernæst, at man som Regel vil kunne ordne sig uden
Vikar. Med Hensyn til de Tilfælde, hvor en Vikar bliver nødvendig,
tager den endelig et Forbehold, der gør det afhængigt af et Skøn i hvert
enkelt Tilfælde, om Lønnen til Vikaren skal udredes af Statskassen eller
gaa af Embedsmandens private Lomme.
Naturligvis havde Rigsforsamlingen sine Paradoksmagere. Der var
Folk, som hittede paa, at en Admiral, der blev sendt ud for at slaa
Fjenden, kunde lade sig vælge til Rigsdagsmand og derefter gaa i Land
i Helsingør. Eller man eksperimenterede med den Tanke, at Landets
eneste diplomatisk begavede Menneske havde faaet Lyst til at lægge sine
diplomatiske Evner for Dagen ikke blot i Udenrigsministeriet men ogsaa
i Rigsdagen. Skulde Landet saa gaa under, fordi det eneste diplomatiske
Talent, det raadede over til at optage Kampen med Udlandets rænkefulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
