Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Fr. Rist: Landet i Vaade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Landet i Vaade
517
ja uden for hvert Hus var der Blodpytter og Mærker paa Døre og
Mure af blodige Fingre. Soldaterne var vilde af Sult efter deres
lange æventyrlige Ridt over Havet.
Men ovre paa den anden Side af Gadekæret sad en Hob af
Byens gamle Folk, Gubber og Gamlinger. De var flygtet ud af
Huse og Hytter, drevne ud som Dyr af deres Huler, og havde ikke
som de yngre Mod og Kraft til at blive ved Hjemmet og forsøge
paa at gemme og forsvare deres Ejendele. De havde hylet og jamret
og vredet deres Hænder og var saa flygtet ud i den kolde Aften,
indtil de som Møl havde samlet sig ved Baalet for Varmens Skyld,
for Lysets Skyld, ja fremfor alt for ikke at være i Mørket, hvor
alt det onde fødtes, husedes og lurede. Dér sad de, og deres gamle,
benmagre Lemmer rystede og bævede af Angest og Kulde, medens
de klynkende ventede paa, at det skulde blive Dag, saa at de
kunde se Ulykken ret ind i Øjnene. Af og til skændtes de højt
indbyrdes, tyssede saa paa hinanden, naar Rytterne kom dem nær,
og krøb angest tæt ind til hinanden, naar de hørte den bundne Smed
raabe op. De stødte vredt til Ludse fra Kohaven, en ældgammel
udtæret Kvinde, hvis tandløse Gummer ustandselig skældte og
forbandede, indtil hun udmattet faldt sammen, for saa atter at kravle
op og med skrigende Stemme og mimrende Mund at synge Salmer:
Vor Skabermand, o Jesu Christ, din Huld og Naade vi forvist —
skreg hun gennem Rytternes Raaben og Latter, Hestenes Vrinsken
og Trampen, Børnenes Jubel, Flammernes Knitren og Larmen fra
Smedien, — og Ilden farvede hendes smudsige, rynkede Heksefjæs,
der var blankt af Graad og Angestens Sved. Hun blev helt vild,
da hun saa’ nogle Ryttere, der havde røvede Kvinde-Tørklæder om
Hals og Bryst, tumle med et Barn. Det var en lille Dreng, der
havde gemt sig med sin lille Hundehvalp inde i et mørkt Hul ved
Smedien. Rytternes store Hunde havde sporet den, og da de trak
ham ud, skreg han: Tullefas, min lille Tullefas! Han tænkte ikke
paa andet, og Rytterne lo. Men en af dem saa’ en Snor om
Drengens Hals, og med et begærligt Ryk drog han i den, saa Drengen
hvinede og Snoren sprang og en lille Mønt faldt i Sneen. Saa
gramsede de om Mønten, og den lille løb med Tullefas i Favnen.
Lyset strømmede ud af alle Husenes aabne Døre paa den
tilsølede, optrampede Landsbygade, og der lød Larmen og Skrigen,
Støjen, Raaben og Sang overalt.
Da Dragonerne kom ridende ind i Byen, gjorde de forreste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
