Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Pavedømmet og Kulturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
704
Pavedømmet og Kulturen 704
ét Væsen med Faderen; Arius og hans Tilhængere derimod, at
hans Væsen kun havde Lighed med Faderen. Med andre Ord:
Jesus skulde ikke være virkelig Gud, ikke Gud i samme absolutte
Forstand som Skaberen af Himmel og Jord. Men var det
rigtigt, saa havde hans Ord heller ikke absolut afgørende Betydning,
ikke absolut bindende Kraft. For at have deres fulde Autoritet,
maatte de være sagt af ingen ringere end Gud selv — og dette
var, hvad Athanasius og de ortodokse forstod, dette var, hvad
Homousianerne led, kæmpede og gik i Landflygtighed for. Kampen
om dette tilsyneladende saa ligegyldige Jota var i Virkeligheden en
Kamp om Menneskehedens Fremtid, og Athanasius’ Sejr er
Kulturens Sejr. Fra nu af stod det fast i den kristne Kirke, at Kristi
Ord havde absolut Gyldighed, thi de var Ord af Guds egen Mund.
Det var — som en moderne Filosof vilde sige — Spørgsmaalet
om Værdiernes Forhold til Virkeligheden, der havde faaet sin
Løsning, og en Løsning, som hævdede Værdiernes evige Uantastelighed.
Den, der — som i vore Dage Nietzsche — har villet forkynde
Moralbud, der var Kristendommens modsatte, har derfor ogsaa
nødvendig følt sig som Antikrist.
II
Siden Kirkemødet i Nikæa bygger da den vesterlandske Kultur
paa de kristne Principper som paa urokkelige Grundstene. Vor
Civilisation hviler paa Evangeliet, men Evangeliets Gyldighed hviler
atter paa Dogmet. Var Jesus kim et Menneske, et religiøst Geni,
det religiøse Geni, alt hvad man vil, blot ikke Gud, saa mister
hans Lære sin absolut forpligtende Karakter, bliver en
Menneskemening som saa mange andre, ophøjet, skøn, ædel, som en
Epik-tets eller en Buddhas — men den bliver å laisser ou å prendre,
man staar frit over for den, kan antage den eller lade være som
man vil. Og denne Degradation af Kulturprincipperne vilde
Kulturen ikke kunne bære.
Derfor er den kristne Kirke nødvendig for den kristne Kultur
som Fundamentet er nødvendigt for Bygningen. Og heri bestaar
Kirkens egentlige sociale Opgave — langt betydeligere og
væsentligere end alle de enkelte Barmhjertighedsgerninger, hvortil
der saa ofte henvises, men som meget vel kunde overtages af
Staten og ogsaa i Tidens Løb mere og mere er bleven det
Kirkens sande raison d’etre er ikke St. Josefssøstrene eller Skole-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
