Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Pavedømmet og Kulturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
712
Pavedømmet og Kulturen 712
IV
Men naar dette virkelig er saaledes, hvoraf kommer da den
standende Strid mellem Fremskridt og Kristendom, mellem Kultur
og Kirke? Hvorfor falder disse Kristenhedens to Stormagter ikke
omsider i hinandens Favn — som to længe skilte Søstre, der
endelig har genfundet hinanden?
Kristendommen er i sin dogmatiske Form Fundamentet til og
Betingelsen for Kulturen. Dette er ubestrideligt. Det mobile
Kulturprincip er sat i Verden af det stabile Kirkedogme. Men ved
denne Modsætning mellem det mobile og det stabile kommer
Kulturkampen i Gang. Kirken vil med sin Autoritet altid staa
paa det allerede indvundne Fremskridts Side og er ikke til Sinds
straks, at lade sig rive med af enhver ny opdukkende Strømning i
Tiden. Som det er bleven udtrykt af Professor Harald Høffding
— „Kirken tager smaa Lektier ad Gangen" og først efter
„tilbørlig Modstand" giver den det nye sin Velsignelse. Professor
Høffding mener Ordet „tilbørlig" ironisk, men det er slet ikke
nødvendigt at tage det saaledes. Kirkens Modstand mod det nye
er i Virkeligheden tilbørlig — selv om dette nye er Kød af
Kirkens eget Kød og Ben af dens Ben. Thi Kirkens Pligt — og
hermed kommer vi til Kirkens anden sociale Opgave — er
at være Regulatoren i Fremskridtet, Autoriteten, som kun efter
lang og moden Overvejelse yder sin vægtige og betydningsfulde
Sanktion.
I sin (paa Fransk oversatte) Bog Les Aseensions
hu-maines opstiller Antonio Fogazzaro netop dette Princip til Forklaring
af Forholdet mellem Kirken og Videnskaben. Al Udvikling — siger han
omtrent — beror paa to Faktorer: én konservativ, som bevarer det
vundne, én progressiv, der indvinder nye Værdier. I den
menneskelige Kulturverden er det Kirkens Opgave at repræsentere det
konservative Princip, medens Tanken er det progressive Element. „Det er
naturligt," siger Fogazzaro, „og det er endogsaa godt, at en
konservativ Magt griber ind i Ideernes Udvikling for at kæmpe mod
den omformende Kraft — i Analogi med, hvad der sker i den
organiske Udvikling, hvor det første Princip stræber at bevare
Slægtstypen, det andet søger at frembringe nye Variationer."
Denne Kirkens Modstand mod det nye er da tilbørlig, er
Pligt — ligesom Tankens Trang til det nye og Prøven
alle Ting ogsaa er tilbørlig, ogsaa er Pligt. I Aandens Verden
er begge Principper nødvendige — som den midtpunktsøgende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
