Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Gundel: Breve fra I. C. Hauch til L. Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
842
Breve fra 1. C. Hauch til L. Bødtcher 842
paa den anden Side og hadede og forfulgte, hvad de i deres Ungdom
havde elsket; - men Sligt behøver jeg sikkert ikke at befrygte hos Dem.
Tiden kan vel endnu mere have udvidet Deres Synskreds, men De har
vist ikke saadan roteret med Deres Ideer, at De aldeles har forandret
Centrum for Deres Horizont. I Følge heraf vover jeg at haabe, at vi,
trods vor Adskillelse i Rum og i Tid, ere lige saa nære Venner nu som
før, og rækker Dem derfor hermed paa ny en venskabelig Haand, som
jeg veed De ikke vil tilbagestøde. Hvis Deres Vei engang skulde falde
forbi Sorøe, saa dvæl endelig nogle Dage i Deres Vens Huus, vi skulle
da glæde os ved gamle Tider og Erindringer, og omtale meget, som
her ikke er Plads til at berøre.
De interesserer Dem naturligvis for det Thorvaldsenske Musæum,
det giør jeg med, og ønsker nu mere end nogensinde, at Forslaget skal
gaae igiennem, da Thorvaldsen kiender Planen og vel maatte føie sig
krænket, hvis det gik tilbage. Imidlertid kunde Vedkommende maaske
med større Forsigtighed, og især hvis de ikke havde udtalt en TrudseL
der syntes at indeholde et Interdict mod anderledes Tænkende, for en
Deel have undgaaet den heftige Opposition. Forresten ser man nu
Følgerne af, at man tillader det ny Evangelium at forkyndes, at Finantserne
ere Siælen i Statssamfundet, thi paa sin Siæl maa man naturligvis holde,
saalænge man kan. Naar Pengepungen er vigtigst, bliver Gierrighed den
høieste Philosophie, og hvad er saa den aandelige Udvikling, som Kunst
og Videnskab give, og som vi andre ansee for Siælen? To Siæle kunne
dog ei rummes i samme Legeme. Derfor er ogsaa Konstens Verden i
flere Dagblade erklæret for en Luxus, thi naar man har, hvad man kan
spise og drikke, hvad behøves saa meer? Snart vil vel Campes Sætning
prædikes igien. at den Mand. der først bryggede Brunsvigermumme, har
stiftet mere godt for Selskabet, end alle Konstnere tilhobe: Det er Frugten
af at giøre det til Livets Toppunkt, hvad der skulde være dets Grundvold,
eller rettere la partie honteuse, hvori dets Rødder stod.
Jeg arbeider i denne Tid paa et Værk, der langsomt skrider frem.
og der sandsynligvis bliver det sidste. Den Kulde, hvormed mine Digte
optages i mit Fædreland, er altfor stort, til at jeg ikke tilsidst skulde tabe
Modet. Alt, hvad jeg skriver, forbigaaes med dyb Taushed af vore Blade,
hvori dog de middelmaadigste Artikler omtales med overdreven Roes.
Kun fra Tydskland kommer undertiden en Stemme, der opmuntrer inig.
fra Danmark derimod sielden. fra Kiøbenhavn aldrig. Min „Maastrichts
Belejring" og de sidste Digtninger, jeg udgav, maatte jeg bortskienke for
Intet, thi ingen Boghandler vilde betale mig noget derfor. Tragedier (som
jeg helst ønskede at skrive) kan jeg aldeles ikke digte mere, thi Theatret
er lukket for mig. og ingen Forlægger vil tage dem. Dette er vel især
en Følge af den Unaade, hvori jeg er hos vore Bladudgivere. Dengang
derimod, da jeg ved Udgivelsen af V. Zahern fik det Indfald at skinte
mit Navn, lik Bogen en rivende Afsætning. Guldmageren derimod, som
vist er ligesaagod, men som udkom under mit Navn, gik ikke af.
Imidlertid har jeg fein Børn at forsørge, og har derfor ikke Ret til, ved al
anvende mine Kra’fter paa en saa brødløs Kunst, at udsætte dem for
hitter Mangel. Jeg maa derfor vel med mindre Aandsgaver, men med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
