Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Levin: Jonas Lie og hans Læsere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
849 Jonas Lie og hans Læsere
her i denne salte Søgang. At der under dette findes noget mere,
noget, som bevirkede at disse Romaner hverken var skrevne som
eller opfattedes som Ungdomslæsning alene, de Lie’ske Anskuelser
om Livet, Kærligheden, Arbejdet og Hustruen, det er sandt nok.
Men det er endnu kun Begyndelse til det, der senere skulde blive
Hovedsagen. Det kan være interessant at drage det frem, naar
det gælder om at vise, hvorledes Lie har arbejdet paa det samme
Grundlag gennem hele sin Digtning, men det er ikke dette, som
nu, da han har sagt det samme saa meget bedre, bærer disse
Romaner.
Den næste Skare,der rykker frem, er de unge Kvinder. Familjen
paa Gilje, Kommandørens Døtre, Maisa Jons, DyreRein
— det er deres Bøger, før de er andres. De finder alt deres deri,
og de læser med Smil og Graad, med Hjertebanken og Blussen,
der helst vil skjules. De føler sig trygge, fordi de ikke tvinges op
imod Problemer, de kun halvvejs forstaar. De unge Piger hos
Lie er i deres Hjem, hvad enten det nu er godt eller ondt, hvad
enten de længes ud eller ej. De kan som Hilde i Bygmester
Solness faa saa dybt et Indtryk, at de ikke forvinder det, men
søge deres Bygmester op, sætte sig fast i hans Hus — aldrig,
hellere græd de sig til Døde. Hjemmet skygger over dem, den
lille Bys Gader standser deres Skridt, de gaar saa stille og ferme i
Husets Gerning eller bruser paa Festdagene frem over det blanke
Gulv, alt er reelt, hverdagsagtigt, netop det drager. Thi intet af,
hvad der hænder disse unge Piger, er anderledes end det, som
kan hænde enhver. Denne Kamp mod stærkere Viljer, denne
ubændige Lyst til Livet, denne resignerede Smerte, denne
trillende Latter — alt kommer ligesom af sig selv, næsten
ubetænksomt. Maalt med de store Problemers Maal er disse Kvinder
smaa, de vil aldrig kunne gaa i Spidsen for nogen Bevægelse, de
bæres ikke af mægtige Lidenskaber, de er egentlig slet ikke
interessante, men de lever. De lever saadan, at der bliver ganske
tomt i de Lie’ske Stuer, naar man tænker sig dem borte. Ser
man rigtigt til, er det ved dem, Romanen faar Liv, selv om de
slet ikke staar i Forgrunden. Men lige fra Mørkekamret, hvor de
skjuler deres Hulken for Alverden, til Selskabssalen eller Køkkenet
eller Dagligstuen lyder deres Røst som et Kildevæld.
Disse Romaner, der blev skrevne i Kvindesagens Aar, fører
den unge Kvindes Sag uden at bruge et eneste af de officielle
Ord. De viser, hvorledes der ved Siden af Kvindesagen er en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
