Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Madsen: Kunstforeningens svenske Udstilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
865 Kunstforeningens svenske Udstilling
I den første af Udstillingsbygningens store Ovenlyssale er det
mærkeligste — foruden Oscar Björcks nydelige Dameportæt,
langt det bedste, Udstillingen bringer fra hans dygtige Haand —
en Række Billeder af Carl Wilhelmson og en Række Billeder af
Prins Eugen. Disse to vil et dansk Publikum sikkert ikke have
svært ved at skatte.
Carl Wilhelmson, der endnu er en ung Mand, ligner jo en
Smule vore egne. Han er ikke, som andre af de svenske
Kunstnere, fornemmeligt Kolorist. I hans store „ Juniaften" staar Luften
for tungt eller massivt til Landskabet eller Landskabet for lyst og
grelt til Luften; i hans Interiører er Farverne ofte noget jordede
og klangløse. Solnedgangsskærets farverige Glød er smukt gengivet
i „Sommeraften ved Vestkysten", hvor de to Figurer ikke er
synderligt fængslende. Smukt gengivet er ogsaa det vigende Lys uden
for Atelieret, hvor Malerinderne over for Billedet paa Staffeliet synes
at pines af dystre Tanker om Vanskelighederne ved at naa Idealet
i Kunsten; den rødklædte Dame til højre i Profil er den friskeste
af dem og ogsaa langt den bedste. Det er dog næsten overalt
Karakterskildringen, der giver hans Billeder størst Værd. Den er
fortræffelig i Dameportrættet, i Studiet efter „Gaardens Datter", i
det elskværdige lille Billede af Barnet, i dens varmt sympatetiske
Skildring af den trætte, i Billedet af de to Søstre, af hvilke især
den yngstes Hoved er mærkeligt levende og sjælfuldt. Mærkeligt
levende og sjælfuldt er ogsaa Blikket i Kvindehovedet langt til
venstre paa det smukke Billede af Butikken. Naar Wilhelmson
maler bedst, er der en beundringsværdig Delikatesse i hans Pensels
Formgivning af Hoveder og Hænder. I Farvegivning og
Behandling er han vidt forskellig fra Ring, men hans Karakteristik af
svensk Almue kan i sin Jævnhed, Finhed og Skarphed minde om
Rings af den danske. Heller ikke han søger som Folkelivsmalerne
af en ældre Slægt at arrangere pikante Novellesituationer i sine
Billeder; han stræber kun at være overbevisende sanddru. Som
tro Karakteristik af svensk Almue og Almueliv fortjener det —
i øvrigt ogsaa fortræffeligt komponerede — Billede af Spillemanden
og hans Tilhørere den højeste Ros. Hvor fuldendt kostelig er ikke
her den rødtrøjede unge Fyr! Allerbedst er dog maaske Billedet
af de tre Bondepiger, der er ude at spadsere Lørdag Aften.
Bevægelserne er vel lidt stive, de to forreste Figurer synes foroverfaldende,
men Billedets Farvevirkning med de lyse Dragter mod det lyse
Sommerlandskab er overordentlig smuk. Og de tre Hoveder er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
