Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Deposits
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Deposits
881
det; heller ikke at kunne opdage aandelige Overensstemmelser
imellem Tingene, som er skjulte for de fleste, altsaa at være
aandrig. At have Aand er at besidde en ved personlig Erfaring
velerhvervet Overbevisning om, at kun hvad der er af Aand lever,
og at intet, selv om det er os nok saa fjernt i Tid og Sted, er dødt
og magtesløst for os, hvis der er Aand, Udtryk for en Livsvilje,
deri, og omvendt, at alt, hvori der ingen Aandsmagt er, kommer
os ikke ved, selv om det ligger os klos op ad Livet. Det er
Aanden, der gør levende af døde og dømmer levende til Døde.
Paa samme Maade er det at have Vid noget andet og mere
end at kunne sige eller nyde en Vittighed. Vid er det Ord,
hvormed vi Germaner fra ældgammel Tid har betegnet det samme,
som Romanerne kalder Intelligens. Det er Evnen til at skelne.
Det bedste er Mandevid, som Nordboerne sagde, Forstand paa
Mennesker. Det kan man ogsaa lære af Bøger, men bedst af
Livet. Men der er ogsaa et Vid paa aandelige Ting, som man
kan studere sig til. Det er en Følelse for det rigtige og væsentlige
og især en sand Blodhundesans for hvad der er urigtigt og
uvæsentligt, en ubarmhjertig Evne til at blotte det og gøre det
latterligt. For den, der ikke har Vid, er alt, selv det ubetydeligste,
lige betydeligt og intet, selv det betydeligste, betydeligt nok. Den,
der har det, bringer alt paa sin rette Plads. Hvor dette store
Vid viser sig, der har Rom talt, og Sagen er afgjort. Der er
ingen saadan Tugtemester af levende og døde som Viddet.
Hvad Aand og Vid formaar i Modsætning til Lyrik og Ironi,
kan jeg vise jer ved et tilsyneladende ubetydeligt Eksempel. En
ung Forfatter, der som saa mange andre brave Folk var bange
for, at Intelligensen her i Landet skulde blive trykket flad af den
herskende Middelmaalsaand, skrev en begejstret Avisartikel, hvori
han manede afdøde J. L. Heiberg op af Graven for at hjælpe den
ud af Klemmen. Han fremstillede den fine og kloge Heiberg
som en ridderlig Stormester, en frelsende Engel med store, brede
Vinger. Det var Lyrik. En anden Forfatter, der gør sig en Spas
af i det mindste én Gang i Kvartalet at dømme den hele danske
Litteratur hinsides Carl Ewald til Døden, tog heraf Anledning til at
oplyse, at han for sit Vedkommende fandt mere Smag eller mere
„Liv" i en Bølles Fagter end i alle Heibergs „tomme Dikkedarer". Det
var en blodig Ironi. Saa tog Georg Brandes, der holdt
Sommerferie paa Rygen, sin Pen og skrev en ganske jævn lille Artikel, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
