Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Harald Kidde: Aage og Else
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Kidde: Aage og Else
925
moderne Publikummere — og jeg med - synes blot, Emnerne bliver
dem mere uvedkommende, naar de saaledes poetiseres.
Hans Stil er ogsaa noget vel „litterær*. Det slaar En, hvor ofte Hr. Kidde
belyser nærliggende Virkelighedsforhold gennem Lignelser fra Ladning.
Straks i Begyndelsen af 2det Bind minder Tue, der i Hotelensomlieden
om Natten lytter til sit Urs Dikken, Forfatteren om „den vansmægtende, i
Jorden indemurede*, der lytter til „Kildeaarens sparsomt dryppende Draaber*.
Og lige efter sammenlignes hans Ensomhedsgru med „den forladte
Sømands paa den øde 0, Maroonens altgennemtrængende Skræk, naar
han ser sig ene paa den kolde Granitklippe, hvorom de stumme, graa
Bølger pladsker og de kolde, tankeløse Vinde stryger*. Ogsaa en vis
poetisk, gammeldags Salvelse lægger Kidde over sit Sprog; han hölder af
at sige „tvende*, „ihvad*, „under Mulde* og kan forfalde til at tale om
„Dødens Slug", om „Sommerens svulmende Fylde* m. m. Overhovedet
har hans Sprog liden Primitivitet over sig; Ultranaturalister, der elsker
Muldjordsduft og ram Vildtsmag i Stilen, vil finde det noget blegt og tamt.
Fra J. P. Jacobsen har Kidde endelig arvet en egen syngende,
langlig Prosarytme og en Overflødighed af Adjektiver, Apposita, Synonymer
og Billeder, der alt sammen gør hans Foredrag noget oratorisk, overlæsset
og langtrukkent. Hele Bogen er skrevet i Sætninger som denne: „Aa de
Drømme, de Drømme — han lukkede Øjnene og stred imod, han vilde
ikke, vilde ikke ind i det igen, — men saa kom den over ham, — uhinderlig
som en pludselig frembrydende Strøm, som et Vandfald kom den over ham, —
Graaden, den ubændige Graad, kastende ham ned i Puderne og vridende
ham rundt, rystende ham fra Top til Taa, til Hjertets inderste Celle, —
den Graad, han saa længe havde været skyldig, som han havde nægtet
at græde ved Faders, den sidstes, Dødsleje, som var bundfrosset i hans
Hjerte og havde stivnet det til Is, nu kom den, smeltet af Drømmen om
Hjemmet, af Morgentimens vaarlige Røde ... Hjem! — ja nu havde det
lydt, det dragende, elskede, frygtede Ord, Ordet, der for ham rummede
mer Sjæl end al Verdens andre Ord, der blussede ham i Møde som en
Vinterovns Skær, der tog ham i et Favntag af Tryghed og Ømhed." Det
er jo ganske velgørende nu til Dags en Gang igen at høre Følelsen vælde
saa frit og fyldigt, se Sproget blomstre saa ynglingelet og frodigt —
alligevel: Melodien bHver lidt enstonig, Blomsterstilen lidt vel korintisk.
Men bag al denne „Poesi" lever der et meget reelt og meget moderne
Livstof. Læs blot Indledningsscenen paa Hotelværelset i sidste Bind! Alle
Enkeltheder er stirrede frem og lyttede frem med den intensiveste
Opmærksomhed: den evindelig prikkende Regn, Stearinlysets Flamme paa
Bordet, „spillende som en lille gul Tunge i ivrig, indtrængende Tale",
Stoleryggens sorte tremmede Skygge paa Tapetet, som Blikket ørkesløst
hænger ved, alle de pludselige Lyd og Larme rundt i Hotelgangene, da
Nattoget er kommet. Eller Tues Indtryk som Barn af de grøngraa
Forstassistenter, der nu og da larmer ind i Hjemmets stille Stuer; ud fra
deres Vamse og struttende Skæg aander der den friskeste Blæst, og naar
de ler, er det, som naar Landevejspoplernes Blade knitrer. Kidde har
Øjne og Øren udmærket med sig, han forstaar at fæstne et Landskab i
de rigtige, individuelle Træk og at aflure Drenge deres drengede Manerer;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
