Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Harald Kidde: Aage og Else
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harald Kidde: Aage og Else
927
blaa Jomfrubur til Regitze og Veninderne. Alle de smaa Hverdagslivets
Ingeuting, som Hjemmets Duft og Tone hænger ved for Erindringen —
ubetydelige Stumper af Faderens eller Moderens Tale, smaa huslige Vaner
og Traditioner — alt sligt lokkes frem for vor Fantasi saa hyggeligt og
stemningsvækkende som i Herman Bangs „Hvide Hus". Og Aarstidernes
Kredsgang, Livets Rinden, Dagenes sammenflydende Fællestone, Barnets
indre Liv og Vækst i Drømme, Længsler og Fantasier — der er noget
af „Niels Lyhnes" dybe Livsforstaaelse i den Maade, hvorpaa alt dette er
gengivet.
Men ind i Idyllen klinger stadig grusommere det Grundtema, som
er anslaaet straks i første Kapitel, hvor Tue i Efteraarsdagen er med til
Lillebrors Begravelse og om Aftenen leger Guldfuks i Dagligstuen, men
beskæmmes af sin Moders bebrejdende Blik. Rykvis kommer Døden og hærger
hjemmet for Tue — hans lille Legekammerat dør, et langt, haabløst
Sygeleje lægger Regitze i Graven, saa er det Moderens, til sidst Faderens
Tur. Altid paa ny kæmper Drengens unge Levevilje for at fly — søger Ly for
Dødsangsten i Læsning, i Naturen, hos Kammerater; beundrende slutter
han sig til den grovtskaarne Sigurd, hans unge Attraa lokkes af den
livs-frejdige Lull Wedén; — men altid trækkes den arme tilbage i det Spind,
hvormed Døden hölder ham fangen, altid gyser han ræd tilbage for det
stærke brutale Liv uden for Hjemmets Vægge, sky for den hede Lue, der
fra Lull flammer ham op i Ansigtet, skræmt af „noget pelset og loddent
med Næb og Kløer", som Drengen mærker begynder at røre sig inde i
ham selv, — angst for det Liv, der bespotter Døden, hoverer over Døden
og som han dog véd, skal ligge under for Døden.
Intensivt, som den er gennemlevet, og med pinlig, oprivende Kunst
er denne Drengesjæls Lidelseshistorie fortalt. Det samme Tema varieres
med sindrig Opfindsomhed, der er formelig noget Henrik Ibsensk i den
utrættelige Eksperimenteren for at faa Emnet bearbejdet og belyst fra alle Ledder, i
den ubarmhjertige Vivisektion ind til alle Sjælelivets Smuthuller, ogsaa i Lysten
til at martre Læsernes Nerver. Næsten utilladelig stærke er Midlerne nu
og da — som den Nat, Tue sidder oprejst i sin Seng og lytter til
Moderens sagte Stemme inde fra Regitzes Sygeværelse — den enlige Stemme,
der midt i Nattens stumme, truende Timer taler Trøstens trøstesløse Ord
til den, der skal dø. Men Tue selv er den, der mest martrer sig; han
lukker sig og borer sig ind i sin Smerte, vogter ubønhørlig paa sine
smaa Selvbedrag og sin Fejgheds Forsøg paa at luske sig udenom, er
skaanselløs i at dømme sig og straffe sig og gaar under alt dette helt op
i Tanken paa sig selv, bliver mer og mer kold og følesløs over for sine
nærmeste. Der er heri udfoldet et psykologisk Skarpsyn og en moralsk
Nøjeregnen og Fintfølen, som baade vejer til paa Forfatterens egen Konto
og yderligere har Værdi som Karakteristik af Bogens „Helt".
I Værkets 2den Halvdel staar Tue berøvet Barndomshjemmet og alt
det, hans Hjerte har hængt ved. Og én Visdom, én Vilje har nedfældet
sig i ham, — at det gælder om at tilkapsle sit Hjerte, fryse det til, saa
Livet ikke mer skal faa Tag i det. Han vil ikke glenmie Livet, hvad
det har gjort ved ham; han vil forblive tro mod de døde, aldrig tage mod
„Erstatning", aldrig begynde forfra igen. Men er det nu ogsaa virkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
