Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
938
Brevet som litterær Ejendom
heden, saa at der kan forvoldes nogen Skade derved, ifalder en
Bøde fra 100 til 2000 Lirer. Her er altsaa ganske vist forudsat,
at det skal kunne blive til Skade; men Muligheden er nok. Skaden
behøver heller ikke at være økonomisk, en Plet. paa Brevskriverens
gode Navn og Rygte og hvad dermed kan følge, vil være
tilstrækkeligt. Her er det dog — det skal indrømmes — ikke alene
Forfatterrets-Synspunktet, som har været Motivet.
Den franske Lovgivning har saa lidt som den tyske, engelske,
hollandske, belgiske o. fl. noget specielt om Brevbeskyttelsen i
Forhold til Brevets Offentliggørelse — derimod naturligvis
adskilligt om selve Brevets Ukrænkelighed paa andre Punkter. Nogle
Domsafsigelser med tilhørende Motiveringer om Retten til Brevet
som litterær Ejendom findes dog ogsaa her. Saaledes i Anledning
af Sainte-Beuves Breve, hvor Seine-Retten udtalte, at principielt
maatte Ejendomsretten i litterær Forstand til Privatbreve saavel
som til alle Skrifter alene tilkomme Forfatteren, og i
Overensstemmelse hermed tilhørte Udgivelsesretten og den dermed
forbundne Fordel alene ham, og kun Brevet i materiel Forstand
Modtageren; dog tilføjedes — noget kontradiktorisk — at det i
hvert enkelt Tilfælde maatte overdrages Dommeren at afgøre, om
der ikke forelaa en frivillig eller stiltiende Overdragelse fra
Forfatterens Side, hvilket ofte kunde kendes derpaa, at han ikke
havde taget Kopi af sit Brev og derved var sat ude af Stand til
at gøre Brug af sin Ret, hvis Adressaten tilintetgjorde Brevet eller
nægtede at tilbagelevere det. — Denne Restriktion, overfor Manglen
af Kopi, kan dog vel retsligt set ikke forandre Ejendomsforholdet.
En helt anden Sag er det jo, at i Praksis de to Parter maa se
at komme til en Forstaaelse, da i de allerfleste Tilfælde — hvor
det ikke netop drejer sig om Forretningsbreve — Forholdet vil
arte sig saaledes, at den ene Part har Retten, den anden
Brevene. Dette foresvævede utvivlsomt ogsaa Retten i Rouen, da den
udtalte, at baade Afsenderens og Modtagerens Samtykke var
nødvendigt til Brud paa Brevhemmeligheden, idet det Baand, som
Fortroligheden havde knyttet imellem dem. kun kunde brydes
med begge Parters fri Vilje.
En lignende, om end ikke helt den samme Betragtning maa
ligge til Grund for den russiske Lovgivning, der til et Brevs
Offentliggørelse kræver baade Brevskriverens og Modtagerens
Samtykke. Med god Grund er her ræsonneret saaledes, at et Brevs
Affatter ogsaa kan komme til at omtale og afhandle Hemmelig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
