Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
941 Brevet som litterær Ejendom
Brevskriveren som Indehaver og Besidder af den saakaldte
Ejendom med alle de heraf flydende praktiske Følger.
I England endelig hjælper man sig; som saa ofte i dette Land,
ogsaa her med Retstraditionen, og den nægter afgjort Modtageren
at offentliggøre Brevet. Allerede 1741 udtalte Lord Hardvick, at
kun Papiret var Modtagerens, men dette gav ham ingen
Publika-tionsret, hans Ejendomsret faldt sammen med Brevskriverens.
Anledningen var Popes og Swifts Breve, hvor Rettens Hjælp blev
givet for at hindre Trykningen. Det samme er senere sket med
Lord Chesterfields Breve.
Foruden Italien og Rusland skal af andre europæiske Lande,
der har Lovgivning om Brevets Udgivelse, endnu nævnes Portugal,
hvor Loven imidlertid stik modsat den sædvanligste Opfattelse
nøjes med at kræve Modtagerens Samtykke.
Efter disse Betragtninger af mere teoretisk Art staar endnu
tilbage at undersøge, hvorledes Forholdet i Almindelighed stiller
sig i Praksis. Spørgsmaalet om Brevets Udgivelse vil naturligt
falde ind under en af følgende tre Hovedgrupper:
1) Brevets Forfatter eller hans Arvinger ønsker selv at samle
en Del af de Breve, han i Aarenes Løb har afsendt til forskellige
af sine Medmennesker, og at udgive dem. Dette vil naturligvis
kun finde Sted, naar han er en navnkundig Mand, der har
indtaget en fremragende Stilling i Statens eller Samfundets Tjeneste,
er en betydelig Kunstner eller Forfatter.
Dette Forhold er det allersimpleste. Brevets Affatter maa
nemlig her nødvendig henvende sig til sine Adressater eller deres
Arvinger for at faa sine Breve udleverede og Tilladelse til at
aftrykke dem — saafremt der da ikke foreligger Genparter, hvad
naturligvis yderst sjældent er Tilfældet med Privatbreve. Idealet,
at Forfatteren har Udgiverretten, men at begge Parter dog først
maa være enige om Udgivelsen, er saaledes realiseret.
2) Adressaten eller hans Arvinger ønsker at udgive de Breve,
han i Aarenes Løb har modtaget eller samlet. Sker nu dette uden
Brevskrivernes eller deres Arvingers Samtykke, vil der — ud fra
det Synspunkt, paa hvilket denne Artikel hviler — her være en
Krænkelse af Brevskriverens Forfatterret, der ifølge Forfatterloven af
19. Decbr. 1902 bestaar i halvtredsindstyve Aar efter Udløbet af det
Aar, i hvilket Forfatteren er død. De retslærde, der skelner
mellem Brevenes Karakter og holder for, at et almindeligt privat
Brev ikke giver Forfatterret, maa i hvert Fald indrømme, at her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
