Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julius Clausen: Brevet som litterær Ejendom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
945 Brevet som litterær Ejendom
1882. Det var sikkert derfor, det blev foreslaaet i Kommissionen
for en fransk Forfatterlovgivning i 1825, at for Breves
Vedkommende skulde Retten efter Forfatterens Død ikke gaa over til hans
Arvinger, men til Modtageren, der som Regel jo laa inde med
Brevene. Selv om man nu ikke vil gaa med hertil, er der megen
Anledning til at sympatisere med det ovenfor nævnte belgiske
Forslag, der ikke vilde tilstaa Arvingerne til Breve Retten mere end ti
Aar efter Korrespondentens Død. Naar engang vor Forfatterlov
grundigt skal revideres, turde der være skellig Grund til at ofre denne
Tanke en nøje Overvejelse.
Til Slutning skal for Fuldstændighedens Skyld endnu nævnes,
at i de fleste europæiske Landes Lovgivning vil en Mands
Kreditorer ikke have Ret til hans Breve, selv om disse kan anses at
have Pengeværdi som Autografer. Modtagerens Kreditorer kan
lige saa lidt lægge Beslag paa Boets Breve, som Brevskriverens kan
have Ret til at offentliggøre Brevene, hvilket alene tilkommer
Arvingerne. Baade den svenske og den italienske Lovgivning forbyder
udtrykkelig Kreditor at publicere Debitors Breve. Det er naturligvis
den Dobbelthed, som Brevets Væsen involverer, der har ført til
denne Bestemmelse.
Sikkert nok har den navnkundige tyske Jurist, Prof. Kohler,
Ret, naar han med Henblik paa Krænkelse af Brevhemmeligheden
udtaler disse Ord: „Retten kan ikke drage enhver Indiskretion for
sit Forum. Der gives ingen Livets Jurisprudens i den Forstand, at
vi for hvert Skridt saa at sige kan belures af Jurisprudensen; det
vilde gribe ind i Livets Frihed. Først ved visse, særlig stærkt
fremtrædende Livsytringer træder Retten til med sine Krav. Derfor
kan der ikke være Tale om, at enhver Indiskretion kan rammes
ad Rettens Vej. Hvem der er indiskret, forbryder sig mod al god
Skik og Brug i Livet, og Skik og Brug vil dømme ham." Alligevel
synes det os dog, som om der i Spørgsmaalet om Retten til
Brevet i litterær Forstand har hersket en saadan Uklarhed og saa
stort Vildrede i den offentlige Mening, at der var Grund til at
underkaste dette Spørgsmaal en nærmere Prøvelse.
Juliüs Clausen
Tilskuereli 1903
co
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
