Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Lassen: Højres Metamorfose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Højres Metamorfose
949
lovmæssige Omfang — her i Danmark i 54 Aar. Vi bør af dens
Historie kunne lære dens Natur at kende. I de første 17 Aar
(1849—1866) af vort Forfatningsliv var den almindelige Valgret
eneraadig over Kongerigets særlige Anliggender. Det skal gerne
indrømmes, at den indre Politik i Danmark i disse Aar i høj Grad
overskyggedes af Begivenhederne i Hertugdømmerne, og at de
Samfundslag, der er Befolkningens Flertal, da ikke var meget politisk
vakte. Men det er dog lærerigt at se, hvad den alm. Valgret har
beskæftiget sig med i disse 17 Aar. — Der er da i disse Aar
gennemført en Række pæne Love, lige fra dem af 1851, om Pressens
Brug og om det nuværende borgerlige Ægteskab, indtil Straffeloven
af 10. Februar 1866. Alt sammen meget nette Love. Men forgæves
vil man i disse 17 Aars Lovgivning søge Spor af Radikalisme, ja
der er ikke engang nogen Art af Dristighed deri. Det er der heller
ikke i, hvad der ikke blev gennemført, men forsøgt fra den alm.
Valgrets Side i disse Aar. Det radikaleste, man for Alvor havde fremme,
var Forslagene om tvungen Overgang af Fæste til Selvejendom.
Bondevennerne hævdede her en vis Medejendomsret for Fæsterne
til deres Fæstegaarde, en Medejendomsret, der maatte bevirke, at
Erstatningen til Godsejerne ikke blev som Købesummen ved frit
Salg af Ejendommen. De havde vistnok Ret heri. Og hvis der er
nogen, der finder Radikalisme i dette Standpunkt, saa bør de
erindre, at dette ikke var noget, Bondevennerne selv havde fundet paa.
Det var J. E. Larsen og Monrad, der havde lært dem det. Hvis
man skulde sige noget ondt om den almindelige Valgret i disse 17
Aar, skulde man snarest anke over dens overdrevne Forsigtighed.
Den viste ingen som helst Tilbøjelighed til at lægge Haand paa,
hvad der var andres. Den beherskedes snarest af Frygten for at
miste, hvad den selv havde. Denne Frygt gav sig Udslag i
Mistænksomheden over for de nationalliberale (Clausens, Kriegers og Hother
Hages Fald ved Valgene) selv i Tider, da disse endnu ikke paa
nogen Maade kunde siges at have svigtet den almindelige Valgret.
Først efter 1866 begyndte man at spore en lidt skarpere
Tendens i den almindelige Valgret. Nu havde man nemlig faaet det
Middel fat, der historisk skal til for at bibringe den alm. Valgret
en rødere Kulør end den, der egentlig er dens naturlige. Man
havde faaet stillet den privilegede Valgret op imod den almindelige
paa alle Omraader. Hvor man sætter en privilegeret Valgret, der
tapper man de konservative Vædsker ud af den almindelige
Valgret. De røde Blodlegemer i denne tiltager. — Man ser da ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
