Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexandre Dumas pére
993
fensor for Venus cloaca, — saaledes som hans skamløse
Efterlignere, en Ponson du Terrail, en Xavier de Montépin.
De betydelige Forfattere, som er kommet efter Dumas i
Frankrig, har (ubevidst illustrende Fablen om Ræven og Druerne)
brugt hans Evne til at opfinde og udforme en spændende
Handling som Argument imod ham. I denne Foragt for Intrigen, —
en Foragt, der — som bekendt — ingenlunde deltes af Fortidens
største Skribenter — synes Nutidens Romanforfattere af egen Drift
at give Afkald paa deres Pretentioner paa nøjagtigt at gengive det
moderne Liv. Thi Livet er paa ingen Maade saa monotont som
deres Bøger, og det moderne Liv er det ikke mere end Fortidens.
De store Kampe eksisterer stadig, og de smaa er blevet
mangfoldiggjorte. I Stedet for at foragte Dumas, skulde de efterligne
hans gode Sider: hans skarpe Blik for en Situation, for den
dramatiske Værdi i en folkelig Anekdote eller i et historisk Optrin.
Imidlertid begynder der at vise sig Symptomer, som tyder
paa, at han er i Færd med at genvinde en Del af sin tabte
Anseelse. Dette skyldes i første Række selve den historiske Romans
Renaissance, der med betydelige Værker som Anatole France’s L a
Rötisserie de la Reine Pédanque, Maurice Maindron’s
Saint-Cendre, Henri de Régnier’s La double Maitresse, René
Boylesve’s La Leçon d’amour dans un pare og André
Lichtenberger’s La Mort de Corinthe har fundet Sted i de
senere Aar. Den umiddelbare Følge af dette Omslag er, at Dumas’
Berømmelse oplever en Eftersommer, — hvilket dog alligevel
næppe vilde være sket, hvis ikke et Par Kritikere havde lagt deres
Stemme i Vægtskaalen til Fordel for ham. De højst fortjenstfulde
Arbejder, som skyldes Henri Blaze de Bury og Hippolyte Parigot1),
har bidraget ikke lidt til at hæve Dumas’ sunkne Anseelse; det
beklagelige er, at disse Værker har været nødvendige for at aabne
Franskmændenes Øjne for hans Storhed. I Udlandet — og navnlig
i England — har han ikke behøvet nogen Oprejsning; han er lige
saa æret nu som for halvtredsindstyve Aar siden. Grunden hertil
maa vistnok til Dels søges deri, at Englændernes Smag for den
Genre, Dumas repræsenterede, ikke som Franskmændenes er taget
af. Hos Nutidens største britiske Skribenter — en R. L. Stevenson,
en A. T. Quiller-Couch, en H. G. Wells — spiller det romaneske
l) Le Drame d’Alexandre Dumas. 1898. (Tiiése). — Alexandre
Dumas. 190-2. (Goll. des grands écr. franç.).
Tilskueren Itu« 6»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
