Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ThMa paa Naturen
19
sig gennem hans Livsbilleder til en ikke liden Del af den dannede
Ungdom i alle Kulturlande. Især kanske, fordi den ikke var
dogmatisk og abstrakt formuleret, men udtrykt i konkrete og halvt
ureflekterede Livsbilleder.
Naturdyrkelsen var hos Zola mere en Følelse end en bestemt
Lære. Imidlertid træder den hist og her i hans Fortællinger saa
ridt tydelig frem, at den lader sig dokumentere gennem korte
Citater. I L’Oeuvre (»Kunstværket") er Digteren Sandoz utvivlsomt
ofte en Tolk for Zolas egne Meninger. Sandoz taler etsteds med
Begejstring om sine store litterære Planer. Han vilde
fremstille Verdenslivet, la vie universelle, hvori vi Mennesker blot skulde
rære en Tilfældighed ..det store Verdensalt (le grand tout) uden
Forskel mellem højt og lavt, rent og urent."
Vi faar i disse Ord i alt Fald et Glimt af det natur
guddommelige Standpunkt, hvor man ser Menneskelivet .ovenfra". Naturen
som Helhed, .det store Alt", skulde være Helten i det store Epos,
hvorom Digteren Sandoz drømte. Jorden, vor egen Moder Jord,
bli-Ter for ham Repræsentant for hele Naturen, og han udbryder i en
Hymne til den guddommelige Jord: „Du evige og udødelige, i hvem
Verdenssjælen strømmer og cirkulerer... Ja, jeg vil tabe mig i
dig; det er dig alene, som skal være Urkraften i mit Værk, dets
Middel og dets Maal..."
Han hengav sin Sjæl til Verdenssjælen, han søgte at sætte sig
paa Verdenslivets eller Allivets Plads. Og da blev der ikke længer
nogen Forskel paa »højt og lavt, rent og urent". Hans Ven,
Maleren Claude, er besjælet af den samme Aand. Hvad han vil
forherlige i sin Kunst, er ikke den højeste Form af Liv, ikke noget
Ideal, ikke noget bedre i Modsætning til noget værre; men hele
Livet, Livet i en hvilken som helst Form. Han vil »elske det for dets
epen Skyld", han vil „deri se den eneste sande Skønhed, evig i al
sin Veksel, og ikke nære den taabelige Tanke at forædle det ved
at kastrere eller beskære det".
Som en Gud kan have mange Navne, hvoraf enkelte
fremhæver en enkelt Side af hans Væsen, taler Zola ofte om „Livet"
omtrent i lignende Betydning som „Naturen". Ligesom han
personificerer Naturen, føier han ogsaa Livet, alle levende Væseners
Livskraft, som et Slags personligt Væsen. I begge Tilfælde er det
kollektivt Begreb, som gøres til et Enkeltvæsen. I Fortællingen
om »Doktor Pascal", som afslutter hele den Rougon-Macquart’ske
Familiesaga, lader han den lærde Naturforsker tale i Flæng om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
