Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Livets Ironi 128
Slutningen af Prædikernes Bog lyder, som bekendt: „Enden
paa Sagen, naar alt er hørt, er den: Frygt Gud og hold hans
Bud, thi det er hele Mennesket." — Det er den Maade, hvorpaa
man her dukker op til Dagen og Livet paa ny efter Undergangen.
Kingo synger:
Saa far da, far vel!
Du skal nu ej længer bedrage min Sjæl,
Bedragelig Verden, jeg takker Dig af,
Og sænker Dig ned i Forglemmelsens Grav,
Jeg længes at bøde min Sorrig og Nød
I Abrahams Skød.
Georg Brandes skriver (paa det anførte Sted): „Der er endnu
kun faa, som har begrebet, at Menneskehedens Maal kan ikke ligge
ved dens Ende og Endeligt, ifald der forestaar den et Endeligt, men
maa ligge i dens højeste Personligheder. Selv om Menneskeslægten
engang dør ud, er den sande Kultur ikke derfor mindre værdifuld,
ikke mindre værd at kæmpe for. Dens Værdi afhænger ikke af
dens Varen gennem alle Evigheder. Det kommer ikke an paa, om
en Symfoni varer længe eller kort, men paa, om den er smuk.
Dens Værd er uafhængig af den Tid, den fylder."
Det er altsaa det Synspunkt1, hvorfra han, trods Tilværelsens
Ironi, mener at kunne afvinde Livet Værd.
Dr. Poul Levin skriver i en Anmeldelse i „Politiken" fra 1902
om „deres Kamp, som stred sig op imod Skuffelser, Pinsler,
Selvovervindelse og Afhold og naaede igennem, med blødende Hjerter
og forrevne Sind, naaede ud til Livet for andre og for sig selv,
levede — lige meget om i Lykke eller Ulykke — som Hundreder
af Mænd og Kvinder lever — —."
Her er atter Tale om et Liv efter, hinsides Resignationen.
Men disse Svar er mig nu altsaa bekendte. Det, jeg vilde
opnaa ved i Aften og over for denne Kreds at stille Spørgsmaalet:
hvorledes slipper man igennem Livets Ironi? hvorledes kan man
finde Livet værdt at lære trods den? — var dette, at høre nye
Svar derpaa, — thi enhver har sit; at faa baade Spørgsmaalet og
Svarene diskuteret.–
1 Imod denne Tankegang maa kunne indvendes, at det absolutte heller
ikke i den store Personlighed er naaet Hans Væsens Indhold er akkumuleret
Fremskridt, d. v. s. noget til noget. Han er under sin Vækst opad og ved
dens Afslutning lige saa fuldt et Brudstykke, som Menneskeslægten vil være det,
naar dens naturlige Løbebane er til Ende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
