Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: En Stump Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Stump Selvbiografi
133
Men Kæmpeviserne og Oehlenschläger elskede jeg over alt
andet, især de første. Paa en Tid, da jeg kun uvilligt og med
Møje fik den lille Tabel i Hovedet, lærte jeg let Viser paa 60-70
Strofer udenad, gik ude paa Volden og gentog dem for mig selv
og frydede min Sjæl ved deres Malmklang og Harpelyd, Linjer
som »Saa skurede de deres Spjud", „Det falmer og falder ned,
Løvet, over alle grønne Lunde*. De gamle Viser har næppe selv i
deres fejreste Ungdom haft varmere Elsker end denne 7aars Purk,
der laa paa Knæ i Fars Stol med Bogen foran sig i
Vindueskarmen og læste til det sved i Øjnene, og han saa op, og det var
mørkt.
Det var Sv. Grundtvigs Kæmpeviser af 1867, et langagtigt graat
og brunt Papbind med brun Læderryg; danske Typer paa blødt,
daarligt Papir. Bogen er borte nu; men,
,Et Sagn fuld værd at høre med gamle Runer slaar*,
Oehlenschlägers Udvalgte Digterværker af 1854, i ét Bind, har jeg
paa min Hylde. Dens Papir er noget lignende som Kæmpevisernes,
hist og her paa Siderne med brune Fugtpletter. Mens jeg læste,
sad jeg og smaaspyttede i Bogen: det var saa morsomt at se,
hvor de brune Pletter kunde brede sig, og saa, hvor mange Vers
jeg kunde lære udenad, før en Plet blev tør.
Disse to Bøger har mer end al anden Læsning og al Tale
lært mig at elske dansk Maal og Digtning.
Kun Et har med tilnærmelsesvis lignende Styrke paavirket
min Digtsans, det er Salmedigtningen, særlig Kingos og
Grundtvigs. „Sov sødt, Barnlille", „Sin Vogn gjør han af Skyer blaa",
„Alt hvad som Fuglevinger fik*, „Blomstre som en Rosengaard",
„Nu rinder Solen op", og hundrede andre, ja hvilken Rigdom af
digterisk Kraft og Skønhed der dog rummes i den lille tykke
„Psalmebog til Kirke- og Huns-Andagt".
Hver Dag ventede jeg spændt paa, hvilken Salme der
bestemtes til Morgensangen, om det blev en af „mine". Og ikke én af
dem, jeg den Gang udvalgte mig, har jeg siden maattet vrage; jeg
elsker dem, og fryder mig hver Gang jeg læser eller hører dem igen.
Desværre kun som tavs Tilhører. 6 Aar gammel troede jeg
endnu, at jeg kunde synge. Saa fik vi en Lærerinde, et hæsligt
Fruentimmer med Hugtænder. Var der Fejl i Diktaten, mnatte
vi lægge Fingrene paa Bordkanten, mens hun slog os over
Neglene med sin tykke Jærnlineal, for hver Fejl et Slag. Det kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
