Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Bregendahl: Hendrik i Bakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hendrik i Bakken
159
Den muntre Trine-Indpige var kommen til at sidde ved Siden
af Jørgen, og han kunde ikke helt dy sig for at knibe hende lidt
i Siden og dikke hende ved Ærmegabet. Men hans Medtjenere
saa’ bebrejdende paa ham, – omtrent som han kunde have
forstyrret dem i at bede Fadervor eller bekende Troen, og han flk
tydelig at forstaa, at her var ikke Stedet at fjase eller ægge til
Løjer og Latter.
Kort efter forlod Trine den farlige Plads ved Jørgens Side og
gjorde sig, med Mellemmaden i Haanden, et Svinkeærinde hen til
en Bunke Garnnøgler, der hængte paa en Krog under Bjælken;
og saa var der atter saa rolig en Tid, saa det saa’ ud, som der
ikke var en eneste, der tænkte paa andet end tygge og synke, —
synke og tygge.
Ogsaa Niels Hjorddrengs Kæber var i travl Virksomhed.
Han førte stadigvæk det ene Flæskebid til Munden efter det
andet, og allerede i det Øjeblik den hvide Tærning tog Vejen fra den
Brødskive, han skar den paa, og op til hans stærke blanke
Tænder, løftede han hele Overkæben og Næsen saa højt i Vejret, at
Øjnene forsvandt i Hovedet paa ham, og det kunde se ud som
det nævnte Ansigtsparti aldrig kunde komme paa de rette Hængsler
igen. Naar han imidlertid først var kommen saa vidt, at han
havde faaet Flæskebiddet imellem Tænderne, saa brugte han
Tyggeredskaberne paa en saa eftertrykkelig Maade, at Ørene
formelig flakkede og flaksede paa ham og Pandehuden og Haaret
bølgede frem og tilbage over Hjerneskallen som en Rugmark i
Blæsevejr. — Ogsaa Munden var som af Låve. Den vred sig med de
forunderligste Grimasser snart til højre og snart til venstre, snart var
den skæv og nedtrukken og snart igen blev den strakt lang og
smaskende frem som en Grisetrut.
Man saa’ der skyllede en Bølge af indeklemt Latter og
Lystighed ned over de spisende Folk.
Schwabe og Tøndetærskeren, der sad paa Bænken, havde
vendt sig om og lod som de kiggede ivrige ud af Vinduet. Derved
blev det dem muligt at dølge deres latterfortrukne Ansigter. Anders
Forkarl var den, der sad nærmest Hendriks Bordende. Han
stoppede den ene Hjumpel Ostemad i Munden større end den anden
og tyggede saa det knaste efter. Han var helt ildrød i Kinderne
og havde svulne Aarer paa Halsen og i Tindingerne.
Jørgen havde under Anstrengelsen for at kvæle et Latterud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
