Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Lassen: De Frikonservative
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
De Frikonservative
lige Højrestemmer. Men hans Valg sætter ikke blivende Skel i
Befolkningen. De, der stemte paa ham, er Højremænd. De vil
vedblive at kalde sig saa. Først gennem en Række Aar vil de,
halvt ubevidst, kunne glide, sammen med ham, over i en Politik
af en anden Nuance. — Men iøvrig er vore Frikonservative en
specifik dansk Dannelse med sine bestemte historiske
Forudsætninger. Det første svage Forsøg paa at springe fra Estrupperne
og grundlægge en Politik, svarende til den nuværende fri
konservative, træffer vi i 1887, i Smørkampen. Greverne Frijs og
Ahlefeldt gik da i Komite med Hørup om det gode, danske Smør.
Grev Frijs var ikke, — som mange andre, der da deltog i denne
Kamp — naiv nok til at ville Kampen for Smørrets Skyld alene.
Han havde et politisk Ærinde. Han vilde have stoppet Estrup,
inden man endnu havde bygget Københavns Landbefæstning færdig.
Hvad han dernæst vilde, naar det var lykkedes, er ikke godt at
vide. At han vilde have dannet Ministerium paa egen Haand, er
næppe troligt. At han vilde have søgt at faa Hørup med, er
muligt, men han maa dog formodentlig kunne have indset, at
det var ugørligt. Maaske har det ikke været ham klart, hvad der
laa paa den anden Side af Estrups politiske Død. Den var det
foreløbige Maal, og hvis det naaedes, maatte der paa en eller
anden Maade skaffes en Form for at komme ud over Provisorierne.
Men Maalet naaedes ikke. Estrup var i det politisk-taktiske ingen
Sinke. Han opererede saa vel med sine meget uenige Højremænd,
at han bragte Smørloven frelst i Havn. Og dermed var den
første frikonservative Aktion endt. Den efterlod intet andet Spor
end en gensidig personlig Sympati mellem Grev Frijs og Hørup.
Det laa i Grev Frijs’ politiske Linie, at han maatte medvirke til
det politiske Forlig i 1894. At komme bort fra Provisorierne, at
sløjfe Yderlighederne, at faa lavet en Politik, der baade havde
Flertal i Folketinget og i Landstinget — alt det var netop Frijs’
Maal. Og til denne Politik hørte ikke mindst det, at Estrup
skulde gaa. Grev Frijs har aldrig beundret Estrup. Der er noget
af den simple Mands Stædighed, Haardhændethed og Rethaveri
over Estrup, som ikke tiltaler vor fineste Adelsmand. Det glatte
og rolige, uden Brud og uden Spektakler, det jævnt
fremadskridende, hvor man tilfredsstiller Kravene ved til enhver Tid at give
dem saa meget, at de ikke bliver onde af Arrigskab, det er for
Grev Frijs det ægte konservative, fordi det er den Politik, der giver
et Lands voldsomme Kræfter den mindste Anledning til at udfolde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
