Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Lidt om, hvordan det gaar til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
215 Lidt om, hvordan det gaar til
første Sne faldt over den lille sydtyske By og lagde sin skinnende
Kaabe om de gamle Taarne og Spir og kantede alle Karnapper
og Madonnas!atuer med en Bræmme af hvidt." For den, der har
set en gammel, gotisk By paa andre Aarstider, er det ikke
vanskeligt at trække Omridsene op med lidt Sne. Og, atter med
Erindring fra Svendborg-Landskabet om Sundets flodagtige Stribe,
føjede jeg til: »Den dybe Dal laa hvid og stille, med Flodens graa
Baand midt igennem. Der blev endnu mere tyst end før i Staden
og paa Landet. Julen nærmede sig."
Nu følger, i næste Kapitel, Herman Ronges Besøg i München
„for at gøre nogle Indkøb af Bøger og Papir" (en rimelig Grund
til at lade ham foretage denne Udflugt). Til München maatte han
nemlig, da jeg i den lille By hverken kunde opdrive den Fristelse,
jeg agtede at udsætte ham for, eller den Gudstjeneste, hvis
Skønhed og Stemningsmagt et Øjeblik efter griber ham. Jeg vejlededes
paa dette Punkt tillige af Erindringen om en Ven, der under et
Sommer-Ophold i Assisi nu og da tog op til det større Perugia
for dér at gøre Indkøb af Nødvendighedsartikler.
At skildre et Første-Indtryk af München var mig let. Jeg
havde selv modtaget det i 1894, da jeg netop kom fra Rothenburg
ob der Tauber. Og nu videre at beskrive den bayerske
Hovedstad „ind under Jul" voldte mig heller ingen særlige
Vanskeligheder, da jeg jo ikke havde Brug for stort andet end de
Enkeltheder, der gør Indtryk paa Herman Ronge. At han, med den
Vej, hans Udvikling i Ensomheden havde taget, vilde føie sig vakt
til Eftertanke af Udstillingerne i de Münchener Devotionaliehandleres
Vinduer, var let at forudse, og lige saa klart stod det for mig, at
Modsætningen mellem disse grelle Naiveteter og Ronges rent
spekulative Kristendom vilde være for stor. Han vilde ikke ud fra
sin spinkle, teoretiske Religiøsitet kunne anerkende disse plumpe
Figurers naive, uforsonligt realistiske Religion. Og „Mysteriet",
som han med Schopenhauer havde ment at kunne bøje sig for,
stod nu med ét for ham som noget absurd, han ikke med
Sandhed kunde tvinge sig til at antage — et „uløseligt,
fødselsviden-skabeligt Problem". Med Rationalismen vender ogsaa Spotten
tilbage. Der sker en Stemningsomvæltning i Herman Ronge, og han
„retter sit Hoved og sin Ryg", idet han med Tilfredshed
anerkender sig selv som „ærligt Menneske, der er ved sin fulde
Fornuft". Han forsøger ikke længer at tvinge sin Tanke.
Den første Virkning af denne indre Revolution er en Foragt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
