Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
301
forgifter, — han har herhjemme været typisk Repræsentant for og
Bærer af den stiveste Aands-Militarisme.
Kritik og Kampstyrke, som hærdes og skærpes saa stærkt
frem, skaffer ikke hans Personlighed det fulde Udtryk. I hans
Skuespil fra disse Aar tegner sig en anden Brandes end
Partiføreren og Kritikeren. De udgives mellem 1881 og 91, fra
Forfatterens 34. til 44. Aar, altsaa i det Ti-Aar omtrent, hvor i
Reglen den bedste Manddomsgerning gøres. Først gennem dem faar
vi hans Billede helt og levende.
Straks vinder de dog ikke Fuldprægning. „Lægemidler" har
Homøopatens Omvendelse til Afslutning efter de indregistrerede
Teatermønstre, flere af Personerne er rigtig gode
Vaudeville-Bekendte; hvert Øjeblik taler de marschfast Bogstil. „Gyngende
Grund" er allerede kraftigere personlig farvet, men staar usikkert i
Stil, slingrende i Replikskiftet, spækket med politiske Diskussioner, der
ikke angaar de personlige Sammenstød (Forfatteren mærker mellem
Stjerner, hvad der kan udelades ved Opførelsen) og Skuespillet byder
tilsidst paa en mildt sukret Udgang, hvor den radikale Redaktør faar
Haab om Datteren, da det slaar fejl med Moderen. Førsti „EtBesøg*
slutter Formen sig fast om det udviklede Livstilfælde. „Et Brud"
og »Udenfor Loven" betegner Dybdevæksten af den Stemning, som
i ringere eller rigere Grud farver disse Skuespil.
Stemningen er Resignation. Livets lette Sejre tilfalder
Hum-bugsdyrkerne, som honnette Folk besmittes ved at have Forhold til
og ikke magter at besejre. En Stund kan Tilværelsen ligge
sollys og aaben, saa bryder Ulykken ind som Gengældelse for en
Overtrædelse, der var Blodets og Omstændighedernes Værk, eller
blot som et Tilfælde, vi Mennesker ikke har Styrke til at bære.
Altid er det de fornemste og bedste, der sidder tilbage, triste,
med Livets vanskelige Værk brudt sønder mellem deres Hænder.
Pengenes Overmagt, Samfundshykleriets Forbund, Følelseslivets
faste Baand og sejge Fordomme gør selv det frit villende
Menneske ufrit. Det er Livets Lov, og Loven er stærkest. Men Livet
er graat under Loven.
Denne Livets Lov har tydelig nok intet Slægtskab med den
dybe og blodige Tilværelsens Nemesis, som hos Goethe klinger i
den gamle Harpespillers Sang. Den har ikke Fællesmaal med
Tilskueren 1804 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
