Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304
Edvard Brandes
stemænd, at det dog virkelig ikke kom dem ved. Det kunde de
i Forvejen. Det var jo bare Dumas med en Tilsætning af George
Sands snarere end af Ibsens Individualisme. Hvilket er
skarpsindigt iagttaget. Det er Dumas og George Sand — men paa en
anden Maade.
Scenen er paa anden Vis .Udland" — som den daarlige
Leder for fastslaaede Domme den er. Den viser os reelt og
paatageligt, hvad der er i et Skuespil, hvor megen selvstændig
Holdning det ejer, hvor dybt det skildrer og personligt det griber.
Uheldigvis opførte Nationalscenen af disse Skuespil kun de to
første og svageste, „Lægemidler" og »GyngendeGrund", med
fem og ti ikke særdeles remarkable Spilleaftener, og saa
„Kærlighed" (otte Opførelser), som er skrevet med en vis haandfast
Sikkerhed og vittigt, men ikke stærkt personligt og den Gang vistnok
var det kongelige Teater-Publikum for krydret en Kost. Ellers
hed det: Hus forbi. .Overmagt", der almindelig regnedes for det
kraftigste Teaterstykke, spilledes først i denne Sæson paa
Folketeatret — under haandgribelig Kedsomhed hos det velsindede
Publikum. Just dets meget Teater kom en Snes Aar for sent.
Tilbage blev Fornøjelsen over det rappe, lidt simpelt rare
Pigebarn Josefine, der ikke nænner at sige nej, naar saadan et
Mandfolk staar og frier til hende — hun er i det mindste en vel tegnet
Teaterfigur — og saa Konnis ejendommelige Kulturtype med
hendes illusionsløse, hedt krævende Forelskelse.
Men dernæst har Dagmarteatret vist os „En Forlovelse" og
„Udenfor Loven". Virkningen var her betydeligere. Saa enkel
Handlingen er i „En Forlovelse" og saa lidet betydende den unge
Mand, der har Hovedpladsen i det, stod Skuespillet dog med fin
og fast Tegning, en egen graa, vederhæftig Virkelighedens Magt.
„Under Loven" fængslede ogsaa paa Scenen som det personligt
grebne Skuespil det er, — men den tunge Resignations Tone, det
virker med, fik her ikke rigtig Klang. Forfatteren spilder for
megen Kraft paa de spodske Skildringer af Side-Figurerne, saa han
ikke faar Tid til at vise os Mandens Kærlighed til sin Datter.
Maaske har han ikke magtet det, maaske har han betragtet det som
overflødigt. Virkelig er Kærlighed til Barnet en elementær og
oftest virksom Følelse; men den behøver ikke at være afgørende.
Og ser vi ham ikke sjælsbunden i dette Forhold, føler vi ikke, at
han maatte handle som han gør, saa bliver hans Opgiven af
Helene, der har ofret ham alt, kun et fejgt Forræderi. Han bliver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
