Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Torp: Straffelovens Revision
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
351 Straffelovens Revision
ved at undergive ham en Behandling, der i stort Omfang
modvirker hans Forbedring i Stedet for at støtte de tilstedeværende
Muligheder herfor, et Ansvar, der bliver saa meget tungere som
Forbrydernes store Skare dog hovedsagelig rekrutteres fra
Samfundslag, der i Forvejen stærkest lider under Manglerne i den
øvrige sociale Lovgivning.
At det nu er daarligt bevendt med vor Straffelovgivning, er
vist alle kyndige enige om. Ikke blot er Straffelovens
Bestemmelser om de enkelte Forbrydelser — og derunder navnlig om en stor
Del af de hyppigst forekommende Forbrydelser: Tyveri, Bedrageri,
Falsk, Vold, uforsvarlig Omgang med Barnefødsel, mange
Sædelighedsforbrydelser etc. etc. — i høj Grad ufyldestgørende saa vel
ved Afgørelsen af, hvad der straffes, som i Bestemmelsen af selve
Straffen1). Men værre er det, at hele det Grundsyn, hvorpaa
Straffeloven hviler, set med Nutidens Øjne staar som en underlig
fossil Levning af en uddød Tankegang, for hvilken alt det, vi
nu anser som det vigtigste og uundværligste i Kampen mod
Forbrydelsen, synes ganske fremmed, og som derfor i stort Omfang
har ført til en Behandling, der maa forfejle sit Maal. Dette
forklares ved, at Straffeloven af 10. Februar 1866 er et ægtefødt
Barn af en Tid, i hvis Bevidsthed en teologisk Etik og i det hele
en af teologiske Betragtninger stærkt paavirket Filosofi havde
indgravet Forestillingen om den menneskelige Viljes Frihed — dens
Uafhængighed af Aarsagslovens Tvang. For denne Opfattelse maatte
Forbrydelsen staa som Udslag af en fri, villet Ondskab, en
Ondskab. som Personen ligeledes i Kraft af sin frie Selvbestemmelse
kunde have faaet Bugt med, idet det afhang af hans eget frie
Valg, om han vilde det onde eller ikke. Og Straffen opfattedes
derfor, i alt Fald i første Linie, som den etisk nødvendige Reaktion
mod denne frivillige Ondskab, — den retfærdige Gengældelse —
ubetinget og ubøjelig som denne. Derfor maatte det principielle
Udgangspunkt for den straffende Reaktion være Forbrydelsen med
alle dens objektive Egenskaber. Forbrydelsens Art, Beskaffenheden
af det onde, den foraarsager, er det væsentlig bestemmende ikke
blot for Straffens Størrelse, men ogsaa for dens Art og
Fuldbyrdel-sesmaade. Forbryderens Person, de Krav, som Hensynet til ham
stiller, træder forholdsvis stærkt — om end ingenlunde ganske —
i Baggrunden. Men netop hele denne Grundopfattelse, der, som
’) Herom kan i det hele henvises til den ovenfor nævnte Artikel af
OverreUassessor Gram.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
