Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
469 Den musikalske Gris
den indvendige Nynnen paa Hylden, nu den var kommet til Magten
— den troede jo ikke paa sit Geni længer. Det eneste, der
forblev urokket i den, var dens Overgriseteori; og det kunde synes
underligt, dersom man ikke huskede, at det var blevet til
Religion for den.
Og dér stod den da midt i Opløsningen.
Selv troede den, at den var kommet ind i en ny Fase af sin
Udvikling; men os er det klart, at den var paa Vej til at sætte
ikke alene Geniet, men selve sit Jeg, sin Personlighed over Styr
og blive til et almindeligt Fedesvin. Bestod dens Liv ikke i at
æde, drikke og sove — og følte den sig ikke vel ved det? Den
tænkte allerede saa smaat paa, om det alligevel ikke skulde være
saadan, at der var et Paradis for Grise med Masser af Mad saa
man kunde æde altid, — og hvor man aldrig skulde slagtes.
Jo Grisen gik sin aandelige Opløsning i Møde med stærke
Skridt. Det er menneskeligt at spørge om den dybere Grund til
dette nedslaaende Resultat, og jeg er bange for, at den maa søges
i Tiden — at det er et alment Onde, vi her staar overfor. Det
synes, som om vor Tid med dens Tvivl og Kritiksyge og stadig
haardere Kamp for Tilværelsen udvikler Evnen til at lide — at
leve i Skyggen saa at sige; og dette vil da naturnødvendig gaa
ud over Evnen til at taale Sol og Lys, saa man — som
Muldvarpen — dør, om man udsættes for det stærke varme Dagskær.
Grisen havde vist Styrke nok, hvor det gjaldt at bære og
besejre Modgang; men for Medgangen maatte den neje sig. Der er
noget overordentlig nedslaaende i, naar en Kusk har ført sit
svingende Læs over Grøfter og vanskelige Overkørsler, saa at se ham
vælte midt paa Livets brede Kongevej. Og saaledes gik det her.
Dog, min Ven var en udvalgt, uagtet han selv benægtede det;
og han var ikke væltet endnu, skønt han hældede stærkt. Allerede
dengang stod det mig klart, at kun en stor Lidenskab vilde kunne
redde ham; og den kom i rette Øjeblik, takket være det Forsyn,
han saa redebon havde fornægtet.
Folk, som gør Fordring paa at forstaa sig særlig paa de Dele,
mener, at Forelskelsen naturligt bør være det første store Moment
i et Genis Opvaagnen, og paa den skal de andre Egenskaber rejse
sig. Jeg véd det ikke. Selv har jeg altid taget den Slags Ting i
den Orden de indfandt sig, — det har jeg lært af min Ven.
Meget andet i mit Liv skylder jeg for Resten ham, og naar det
hidtil er gaaet mig saa godt og jeg med beskedne Midler er naaet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
