Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Noget om at digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
518
Noget om at digte
personlige Spejling af Tingene har at sige i Poesien; hvor meget
Billedet, som man gennem Ordvalget faar af den talende, skrivende
Person („Spejleren"), har at sige. — Jo nærmere denne Person er
ved at optræde som „arbejdende Kunstner", des farligere er han
for Indtrykket; han kan virke helt fordærvende.
Den lyriske „Spejler" kan optræde som sværmerisk Elsker,
saaledes som Chr. Winther saa ofte gør det, — ogsaa som Elsker
af Naturen, skønt han derved nærmer sig en Smule til
Æstetikeren, Kunstneren. Herpaa kan der bødes ved at give ham Baret
paa Hovedet og en Luth i Haanden med flagrende Baand. Men
det lyder noget for fagmæssigt, naar det hedder:
Er jeg en Sanger, saa bør jeg jo vide
Kærligheds smigrende Lyst,
alt, hvad et Hjerte kan rumme og lide,
burde jo tolke min Røst.
Alligevel, det er saa naivt ligefrem sagt, og Sanger er saa
kønt et Ord, og Chr. Winthers Sangerskikkelse hører allerede for
vor Bevidsthed mere de sællandske Skove end den ubehagelige,
litterære Verden til, saa det gaar alt sammen. — Blicher kan vove
endnu mere i Retning af at vise sine Hornbriller mellem sine
Figurer; han er dog selv den mest poetiske af dem alle.
Men skal Digteren kunne taales i Digterværket, være „Spejler",
ikke som Mand, der har noget paa Hjertet, ikke som Elsker eller
Sanger eller Skjald, men i sin Arbejdsbluse, som eksperimenterende
Kunstner, — da maa han høre til de allerstørste. Der er hos
Shakespeare en vis ugenert Arbejden i Læserens Paasyn, — det
ligger i det kunstnermæssige, fagmæssig-sjælekenderagtige i
Ud-tryksmaaden, — noget, man næppe vilde taale, hvis man ikke
fandt, at Shakespeares Værksted kan være et lige saa poetisk Sted
at opholde sig paa, som de skønneste Steder i selve den digtede
Verden. — Bjørnson har noget af det samme, og Drachmann er
somme Tider slem med det; — dog gør han ved slige Lejligheder
gerne et renaissanceagtigt Kast med Kroppen, som hjælper en Del.
Ind i det uhyre Rum — — borer min Tanke sin Naal.
Kom, Staalstift, tag fat! — —
Eller naar han svejser og nitter og udhamrer, eller gør andet
Smede-Spektakel med Sproget.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
