Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Noget om at digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
520
Noget om at digte
Kristian: at jeg kunde lade det hele blive set af ham, spejle sig
i ham. Det usædvanlige føles jo ikke rigtig reelt, med mindre det
føles i Modsætning til det dagligdags, men det kunde her ske
allerbedst ved at lade det spejle sig i en Sjæl, i hvilken mange,
lange Sommerdages Liv laa og halvsov. Og fremfor alt: jeg fik
paa denne Maade forhindret, at der gik „Litteratur* i Scenen,
hvorved Illusionen saa let ødes.
Allerede i „Et Gensyn" har jeg søgt at frembringe Illusion ad
„verbal" Vej ved at lade Begivenhederne spejle sig i Personerne
og omtales med deres Ord; men Billedet er maaske nok blevet for
uroligt, fordi jeg her brugte hele tre Spejlere (Fuldmægtigen,
Westergaard og Christian Hammer). „Gæring" er bleven bedre, fordi
hele Fremstillingen dér spejler sig i en Drengs Sind.
Hvis man ikke hele Fortællingen igennem kan bruge saadanne
Spejlere, saa fremkommer jo den Vanskelighed: at gøre Overgangen
fra Spejlerens (anførte) Fremstilling til sin egen. Professor Karl
Larsen — vist en af de ypperste Spejlkunstnere, der nogen Sinde har
skrevet Fortælling — har i „Det gamle Voldkvarter" udført dette
ved halvvejs at paatage sig Spejlerens Mæle. Selv hvor det ikke
er Brodersen eller en anden af de optrædende Personer, der
skildrer eller ser, er det dog aldrig „Forfatteren", der taler (smlgn.
Karl Larsens Artikel i „Tilskuerens Januarhæfte), men en ubestemt
Person fra det gamle Voldkvarter. En saadan Gennemførthed maa
jeg ganske renoncere paa, dels fordi han er meget større Kunstner
end jeg, dels fordi mit Stof er rigere end hans og derfor
vanskeligere at haandtere.
Naar jeg ikke i Fortællingen kan lade en af mine Personer
tale eller skildre eller se, saa vælger jeg — saa vidt som muligt
— at forsvinde i Læseren. Det vil sige: jeg søger at gøre mit
Sprog saa almenmenneskeligt, saa at det passer lige godt for min
Læser og mig, og saa han kan have den Fornemmelse, at det er
ham selv og ikke en fremmed, der ser og skildrer. Naturligvis
kan man nok smugle en Del „rammende", „malende" Træffere ind
i sit Ordvalg uden derved at forstyrre Læseren med sin „litterære"
Nærværelse; men jeg vil alligevel helst undgaa at bruge Ord og
Vendinger i min Forfatterstil, som vilde bringe en Postkarl til at
maabe, hvis jeg sad paa Bukken af en Diligence og snakkede
med ham.
Det udsøgte, som der jo skulde være i alt skønlitterært Sprog,
søger jeg ikke nær saa meget i Retning af det træffende, rammende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
