Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Fjog
523
hørerne sidder andægtigt lyttende med Albuen paa Knæet, Haanden
mod Kinden og ser med skinnende Øjne ind i det Drømmenes
Rige, Tonerne oplukker for dem. Karlene ryger i Stilhed af deres
Piber, enkelte af Pigerne sidder og vipper med et Halmstraa mellem
Læberne.
Hist inde under Hasselhegnet ligger en Gruppe, hvor man skiftes
til at fortælle Eventyr og synge Viser, alt imens Armene listes om
Livet paa Pigerne, der missekælent læner sig tilbage i Favnen og
kigger Karlene ind i Ansigtet — kønne, bløde Pigeøjne under
Hasselhegn i Maaneskin.
Ude paa Vejen staar nogle og lader Sladderen løbe tankeløst
og let, blot med Talen udløsende et fysisk Behag. Længere nede
ved Bakkens Fod er der flere og saaledes videre ud ad Vejen.
Og mens Snakken rinder fra alle Grupper klukkende som
Smaabække, der ingenting vil og ingenting skal og derfor risler
af Sted paa bedste fornøjede Beskub, toner en klodset Skikkelse frem
i det grønliggult belyste Landskab, gaar fra Gruppe til Gruppe,
stadig ledsaget af smaa Lattersmæld — indtil han har afsøgt dem
alle og slukøret lister hjem uden at have fundet blivende Sted eller
den Pige, hvortil han kan hælde sit Hoved. Saa lyder fra alle
Kanter:
„Nu stikker Rasmus af!*
Og mens Maanen glider højere paa Himlen, opløses Klyngerne.
Nogle lusker med Pigerne ind i Kælderne for at smage paa
Husbonds Gammeltøl, andre smutter ind i deres Kamre, hvorfra man
snart hører Latter, Knistren, Fnisen og smaa Hvin, der afløses af
sagte, sitrende Hvisken.
Enkelte Par gaar længe ensomt og dæmpet talende med hin-,
anden om Livet. De robuste Træk forfines, og Øjnene glimter
dybt som Skovsøen i Maaneskinnet. Stemmerne klinger blødt og
fortroligt. — Det er dem med de reelle Hensigter.
Hver Type har fundet sin Fælle.
Kun Rasmus har ingen.
Ingen uden Køteren Glams, der logrer for hans Fod, nu da
han bøjer sig over den, stryger dens skidne, stride Børster og siger
med sin Fistelstemmes kælende Øbomaal det ene Ord:
„Hu—uhm!«
Saa tumler han til Sengs med sin store, underligt tilfældigt
sammenbyltede Krop, hvor stærke Længsler hiver og slider til alle
Sider, saa han undres over, at han kan hænge sammen. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
