Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Bang
545
uden at dette er Tilfældet. Hans Fantasi sættes i en flygtig
Bevægelse, men der fremkaldes ikke noget tydeligt Billede. Det hele
er en Leg med Ord, en spirituel Færdighed, om man vil, uden
større Dybde end det meste, man kan læse i „Klods-Hans".
Men af slige Træk vrimler det i Herman Bangs Bøger.
Der findes altsaa i Virkeligheden to Herman Bang’er ligesom
der findes mindst to forskellige Forfattere til Mosebøgerne. Det
vilde paa de allerfleste Punkter være muligt at drage en ret skarp
Skillelinie mellem de to Bestanddele.
Det ser mere paafaldende ud, end det i Virkeligheden er, naar
man tager Hensyn til Arten af Herman Bangs Digterfantasi. Det
er nemlig ganske aabenbart — fremgaar af mange Tegn — at
han ikke i særlig høj Grad besidder den frodigt og frivilligt
virkende Fantasi, der er Digterevnens paalideligste Grundlag, og som
kan give Billederne Hallucinationens skuffende Virkelighedspræg.
Det forunderlige i Digterevnen er netop den Kraft, hvormed
Billedet fastholdes helt, levende og samtidigt, alt imedens den indre
Iagttagelse gaar fra Punkt til Punkt — opdager den ene
Ejendommelighed efter den anden.
Herman Bang savner en saadan levende, blodrig Fantasi.
Det er kun med Møje han fastholder sine Skikkelser1. Selv hvor
1 Hr. Sven Lange har i sin Anmeldelse i .Politiken" meget rigtig
fremhævet dette som karakteristisk for Bangs Kunst, men som karakteristisk for
Hr. Langes Kritik vil jeg gøre opmærksom paa, at den Begrundelse, han har
givet deraf, er ganske forfejlet, hvor bestikkende den end lyder. Hr. Lange
anfører Begyndelseslinierne i .Mikael": .Mestren aabnede Døren til Balkonen og
traadte ud. Hans Øjne var let knebne sammen, enten fordi de endnu søgte at
se Værket____eller maaske blot forbi de blændedes af Dagens Lys." Hr. Lange
tager dette som et uvilkaarligt Udtryk for, hvor lidet Bang kender sine
Figurer til at begynde med. Ræsonnementet er for det første forkert af den
simple Grund, nt det samme Trick anvendes hele Bogen igennem (f. Eks.
Side 356), men et virkelig kritisk Kendskab til Bangs Kunst vilde have set
Slægtskabet mellem dette og andre lignende Fif, hvorved Bang tværtimod
bevidst søger at give det Udseende af, at han staar paa en endogsaa særdeles
fortrolig Fod med de i hans Digtning optrædende Personer. Han ynder
saaledes at give sine Oplysninger i Form af Parenteser, at insinuere sin Viden i
Stedet for at meddele den. Det er som om han holdt Haanden op for
Munden og hviskede En i Øret: .For Resten, jeg kender jo Petersen særdeles
godt, nu skal jeg betro Dem o. s. v." At han henstiller i det uvisse om
Grunden til en Persons Opførsel er den ene eller den anden er et lignende
Kunstgreb, hvorved han paadutter Læseren, at de begge to kan have deres
begrundede Mening om vedkommende. Det er en Henstilling til Læseren: .Jeg
véd ikke, hvad De mener?" Og hvis denne uvilkaarligt svarer, er han over-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
