Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Ensom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ensom
625
Da hun tiede en Stund, ytred jeg:
»Vil du ikke rejse nu, Vanda? Tænk dig om: Du hører
alligevel til de lykkelige Mennesker. Du er ung, du har dit store
musikalske Talent, du har din stærke Livstrang."
Hun svarede:
„Netop det, du siger, har jeg hørt før. Det nytter alligevel
ingenting det hele. Alt hos mig, som lever og er dejligt, er
ligesom groet sammen med, hvad jeg føler for Erik Velde. Hvis han
gaar, aa jeg kender, at netop min Livstrang vil slaa mig ihjel.
Den vil styrte sammen over mig. Jeg kender paa mig, at den vil
knuse mig."
Hun greb pludselig med Hænderne om Hovedet:
„Jeg blir svimmel, naar jeg tænker paa den lange Tid fra nu
og fremover. Den vil gøre mig gal. Jeg kan ikke gaa imod den."
Jeg svarede ingenting. I det Øjeblik havde jeg ingen Ret til
at tale. Saa alene sad hun der. Saa anderledes end før, naar
Erik var hos hende. Tidt naar de sad sammen i vor Kreds: de
snakked jo først med os andre. Men blev Kvelden sen, sad de
altid for sig selv. Og Vanda saa’ paa ham. Og hun aabned sin
hede Mund og under Paaskud af at sige noget, aanded hun over
hans Ansigt. Dette Aandedrag! et langt, sælsomt Kys — medens
hendes Øjne blev store og fulde af Lovsang.
Nu sad hun der alene og følte Svimmelheden gribe sig.
II
Den næste Tid saa’ jeg hende meget sammen med den
stil-leste af os alle, Edmund Vold. De gik Ture uden for Byen, lange
Ture, vistnok uden at tale stort. De spiste sammen: „Stille, stille,
stille," sagde det til mig, naar jeg saa’ dem. Og noget i mig
rørtes ved at se disse to Menneskers blege og ensomme Færden
omkring.
Jeg vidste jo godt, at Edmund Volds Tanker i Aarevis havde
kredset om den Kvinde, han nu fulgtes med. Jeg vidste, at hans
Læber i ensomme Stunder mumled et eneste Navn. Og jeg vidste
jo ogsaa, at hun, medens hun gik ved hans Side, tænkte paa en
anden Mand. Maaske de netop mødtes i dette: at længes forgæves
efter noget uopnaaeligt.
Saa stille og uden at volde nogen .Fortræd gik de der. Hun
med sit fintskaarne Ansigts matte Elfenben og med de sorte Øjne.
Tilskueren 190* 40
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
