Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Ensom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ensom
633
„Du min Brudgom!" ... Og efter at hun er borte — det er mig
alligevel, som om hun lever. Jeg har hende nær mig. Her i denne
lille afsides By. Her i mit Liv, som maaske mange ynker. Jeg
véd, det var mit inderste Væsen, hun kaldte frem.
Og nu — hvorfor skulde jeg søge bort herfra? Hvorfor skulde
jeg forstyrre mig selv? Hvorfor skulde jeg flygte fra dette Liv?
Jeg siger Liv. For jeg lever. Jeg véd det. Der er bare ingen,
der forstaar det. Jeg ser tidt saa langt bort og saa dybt ned. Jeg
hører saa meget, som ingen anden hører ... Tidt er det som noget
aabned sig for mig . . . som om nogen raabte med Stemme fra
Sjæl til Sjæl ... nej, hvorfor skulde jeg slaa Vrag paa alt dette?1’
Han tav. Jeg sad stille og talte ikke ...
Lidt efter rejste vi os, og han fulgte mig til Skibet. Der
ringedes med Klokke, og der lagdes fra. Folk løb om og havde travlt
med mange Ting, Kufferter bragtes om Bord. Det mylrede paa Dækket
af Folk, der lo og talte om al Verdens Ting. Men for sig selv
paa Bryggen stod han der og nikked mig til. En vild Drømmens
Ekstase flakked om hans blege Ansigt som Fakkelglans.
Thomas P. Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
