Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Behrens: Hebbel og Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
648
Hebbel og Danmark 648
mikken med J. L. Heiberg. I det tyske .Stuttgarter Morgenblad for
dannede Læsere" for den 25de og 26de Januar 1843 havde Hebbel
skrevet en Artikel „Et Ord om Dramaet", som P. L. Møller
oversatte og fik trykt i „Fædrelandet" (Nr. 1261). I denne aforistiske
Artikel berørte Hebbel saadanne Spørgsmaal som Karaktertegningen
i Dramaet, Begrebet Skyld, Dramatikerens Forhold til Historien og
betragtede dernæst det moderne tyske Drama, særlig som han
kendte det fra Gutzkows Behandlinger af det sociale Tema. Maalet
for hans egne Bestræbelser var, erklærede han, et Drama, der
forenede det sociale, historiske og filosofiske Drama til en Helhed
uden at lade nogen af disse Retninger have Overvægten; abstrakte
Forklaringer ansaa’ han imidlertid for unødvendige, da „Judith" og
„Genoveva" tydelig nok viste, hvad hans Mening var.
Mod denne Opsats rykkede J. L. Heiberg i Marken umiddelbart
efter, at Oversættelsen var fremkommen. Han offentliggjorde i
„Intelligensblade" for Juni 1843 en Artikel „Det nyere Dramas Opgave",
hvori han med stor Overlegenhed behandler Hebbels Udtalelser og
hans „Judith". Han dvæler ved hans Begrebsforvirring, hans
halvsande, halvfalske Paastande og finder, at „Judith" er forkasteligt
paa Grund af æstetiske Misgreb. Heiberg, der senere med en saa
mærkelig Mangel paa Forstaaelse og kritisk Smidighed slyngede
sit Anatema mod Henrik Ibsens og Bjørnstjerne Bjørnsons første
dramatiske Arbejder, fordi de ikke var afpassede efter hans
stivnede, æstetiske Kodeks, Heiberg, som ligesaa lidt kunde imponeres
af Shakespeares „Richard den tredje* som af Richard Wagners
„Den flyvende Hollænder", havde selvfølgelig kun Haansord tilovers
for det særegne, selvbevidste og brusende Talent, der aabenbarede
sig i Hebbels „Judith" — Hebbel, hvis Figurer senere saa ofte
skulde blive sammenlignede netop med Henrik Ibsens (Mariamne i
„Herodes og Mariamne" f. Eks. med Nora i „Et Dukkehjem").
Heiberg erklærer, at Hebbel under Udarbejdelsen af sit Stykke saa
lidt har tænkt „endog blot paa Muligheden af en Opførelse, at han
siden, for at tilvejebringe denne, har maattet gøre et ganske andet
Stykke deraf." Han har maattet udslette alle Kraftstederne i sit
Arbejde, ja han har maattet berøve Sujettet al Saft og Kraft ved
med upraktisk Forsagthed at udviske Pointen i det hele: Judiths
personlige Opofrelse, som det netop var Kunsten at fremstille uden
at støde an mod Teatrets Dekorum. Uden denne Opofrelse er Judith
ikke længere en Judith, men kan efter Heibergs Mening lige saa
godt kaldes en Charlotte Corday. „Dr. Hebbels „Judith" ligner"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
