Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Moralskræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
914
Moralskræk
Ogsaa i saa Henseende har vi friske Erfaringer at pege paa, nemlig
Finsens og Esmanns omtrent samtidige Død.
Ingen vilde efter Udtrykkene i Bladenes Nekrologer kunne ane, at
det var to ret forskellige Tilfælde. Den ene en Mand, lige stor som
Forsker og som Menneske, en Menneskehedens Velgører i Ordets bogstave
ligste Betydning. Som Karakter forbilledlig ved sin stille Uselviskhed
og Mod, segnende for en Død, han gennem Aar havde holdt Stangen.
Den anden et kvikt Talent, et Overfladens og Øjeblikkets Barn, kynisk
prangende med sine Fejl, dømt og dræbt af sin Elskerinde. Det er
ganske ligegyldigt, om Esmann — hvad der er meget sandsynligt — var
bedre end sit Bygte. At han var en litterær Kondottiere, der solgte sin
Pen og sit Talent som en hvilket som helst anden Vare, lader sig dog
vist ikke benægte. Men i alle Tilfælde har man kun at gøre med det
Billede, Bladene selv gav af ham. — Af hans Kærlighedshistorier, der
ikke fremtraadte i Skønhedens eller Lidenskabens forsonende Klædebon,
af hans Status, der syntes bygget paa et kynisk „va-banque", af hans
Talent, der mere og mere sank ned i den litterære Prostitution.
Samtidig talte man uden Skygge af Bevis rørt om ædle Længsler efter huslig
Lykke og ægteskabelig Troskab. Man fik ud af det, at han var et rart
Menneske, fordi han bagefter kunde trykke dem i Haanden, han havde
tilsølet med sit flabede Vid, og man beklagede i varme Ord det Tab,
Litteraturen havde lidt ved hans Bortgang, som om København ikke
vrimler med Døgenigte, der er parate, naar det blot gælder om at være
flabede og vittige uden smaalig Hensyntagen. Paa et Punkt som dette
tør vi trygt stole paa vor Litteraturs Fornyelsesevne.
Medens man, hvis Billedet virkelig passede, havde handlet bedst ved
at begrave ham i Stilhed, sparede man ikke paa Æressalverne over hans
Grav — han blev til en „Ridder uden Frygt og Dadel"Man
skammede sig efter dette ved at læse de samme eller lignende Ord anvendt
om Finsen, soin om der højst var Tale om en Nuanceforskel mellem
de to, ikke om en betydelig Gradforskel paa den menneskelige
Værdiskala. For ikke at stødes af sligt maa man mangle moralsk
Skønhedssans. Det Krav, man overalt er vant til at søge tilfredsstillet — i
Videnskab, i Kunst — Kravet om Aarsagernes naturlige Udfoldelse — at der
til forskellige Aarsager svarer forskellig Virkning — afvises her brutalt.
Man staar overfor det meningsløse, overfor en storstilet „moral insanity*.
Det moralske Nedbrydningsarbejde, der begyndte med Provisorierne
(Navne som Estrup og Goos), og som efter at have korrumperet til højre
og venstre er blevet fortsat af „Politiken", har nu naaet at gøre en vis
Grad af offentlig Skamløshed til Tilstand herhjemme. Et Blik paa vor
Presse er tilstrækkelig overbevisende. Tænk paa et Trekløver som
„Socialdemokraten", der ikke skyr selv den groveste Form for Sandhedsfordrejelse,
’) Det maa bemærkes, at „Politiken" ikke deltog i Lobhudlingen af den
tidligere Medarbejder, der saa lielt var fyldt af dens Aand. Denne
forbavsende Finfølelse er dog at betragte som en Dyd at Nødvendighed, fremtvunget
af private, nok som bekendte Forhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
