Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. V. Efter Hjemkomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
959 Bidrag til Monrads Biografi
skæftige Tanken. Det lykkedes, saa længe Arbejdet paagik, men
saa snart det standsede og især om Natten, kom de mørke Tanker
tilbage, og hvad enten han vaagede eller drømte, var det Tanken
om Landets Fremtid, der ikke lod ham have Ro. Drømmeriernes
Vidnesbyrd stadfæstes og udfyldes endelig ved nogle smaa
Optegnelser fra Ny-Zeelands-Tiden, der ved en ren Hændelse er bleven
opbevarede. Det havde oprindelig været hans Hensigt at optegne
og udgive sine Indtryk og Betragtninger fra sin Rejse, og i
Begyndelsen er de derfor ogsaa affattede med stor Forsigtighed: „han
vil ikke berøre Politik" og „han vil heller ikke smedde Vaaben,
som hans Fjender kunde bruge imod ham". Men snart opgav
han Tanken om at disse Blade skulde læses af andre, og
Optegnelserne antager efterhaanden en mere personlig og intim
Karakter, de bliver Mærker, som betegner hans Tankers Gang, og bliver
Selvbekendelser. Der er det ejendommelige ved de Monradske
Aforismer, — og det samme gælder om en Del af hans
Prædikener — at de ikke er teoretiske og koldblodigt anstillede
Betragtninger, bestemte til at opbygge eller belære andre, men praktiske
Oplevelser, Selverfaringer, vundne gennem Kriser, han selv havde
gennemgaaet, Smerter, han selv havde lidt, og det er dette
personlige Moment, der saa ofte giver hans Ord en saa ejendommelig
gribende og patetisk Kraft. Disse korte Optegnelser er saa
karakteristiske, at det maa være tilladt at citere et Par af dem.
Saaledes skriver han:
„Jeg baade undrer mig over og beundrer den Kækhed, hvormed
det ene Menneske bedømmer det andet. Jeg undrer mig derover, thi
Dommen medfører Ansvar („dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes")
og jeg forundrer mig derover, thi hvilken umaadelig Overlegenhed hører
der ikke til for at sætte sig ind i et andet Menneskes Sjæls Tankegang
og Forhold, saa at man kan bedømme alle hans Handlinger."
Noget senere udbryder han:
„Foragt er det rette Vaaben mod Medmenneskers letsindige Domme.
Foragt er forkastelig som Angrebsvaaben, men kan med Bette benyttes
som Forsvar for din Fred. Ved Foragten kaster du de uretfærdige Domme
fra dig, du sletter dem ud, som man udsletter, hvad der er skrevet paa
en Tavle. Hvorfor skulde du søge at retfærdiggøre dig eller indtage en
anklagets Stilling? Du kan dog ikke gøre dig forstaaelig, thi du er
lykkelig, hvis du har én. som kan fatte dig, og for hvor mange vil du vel
aabne din Sjæl til at snaddre i hvad der er dig det helligste og
dyrebareste? Bliv ikke vred, thi Vreden holder paa Krænkelsen, Foragten
lader den fare, Vreden forgifter Sjælen med Bitterhed,. Foragten frigør
den med et Smil over Daarskaben. Og om du vil være lykkelig, saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
