Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. V. Efter Hjemkomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
963 Bidrag til Monrads Biografi
rer. Brødrene Monrad var ikke bleven indkaldte til Militsen, der
fremdeles var „overofficered", men Viggo beordredes til at overtage en
Stilling som Intendantur-Chef i Patea-Distriktet og Johannes
indtraadte i et frivilligt Korps, der dog foreløbig forblev til
Beskyttelse for Manawatu-Egnen.
Opstanden havde sit Sæde paa Østlandet, men snart hørte
man om, at Huhuerne (de oprørske Maorier) gjorde Indfald paa
Vestlandet og at Nybyggerne var bleven angrebne. Der opstod
formelig Panik i Egnen om Manawatu, og Monrads Naboer søgte
Tilflugt til den nærmeste By Foxtown, hvor de i Forbindelse med
andre Kolonister byggede en Befæstning af vældige Træstammer til
Forsvar. Ogsaa til Karere kom foruroligende Rygter om
overhængende Overfald, men M. vilde ikke ret tro paa nogen alvorlig
Fare. I „politiske Drømmerier" beskriver han Situationen:
„Det var en stille Sommernat, kølig som Sommernatten i hine
Lande. Alt var tyst og jeg hørte kun Sangen af Moskitoerne, der
sværmede millionvis. De synger af Glæde over Livet, det korte Liv, og priser
om Natten deres Skaber, som Skovens Fugle om Dagen. Kun denne
Lyd hørte jeg og saa hendes Aandedræt, der sov ved min Side.
Aftenen havde været urolig. I Skumringen var en Englænder kommen
galoperende og havde meldt bleg og forskræmt, at Huhuerne (de
fjendtlige Maorier) kun stod to Mile fra Pladsen, „det var ganske sikkert".
Høvdingen for de nærboende venskabelige Maorier havde sprængt to Heste
for i Tide at bringe Underretning derom. Maorierne vilde derfor heller
ikke sove hjemme i deres Hytter, men ude i Skoven. — Dog kunde
det efter de sidste paalidelige Efterretninger ikke være saa. Jeg
forelæste om Aftenen ikke Brøndsteds Oversættelse afÆshylus, men Artiklerne
i Fædrelandet om de Rendsborgske Tugthusfangers Frigivelse [i 1848],
Men et Ansigt, der er blegt af Skræk over en fælles Fare, gør altid et
vist Indtryk". — Til sidst faldt han dog i en urolig Søvn, men „da gøede
Hunden, saa peb den, som om den havde faaet et Slag. I et Nu var
jeg ude af Sengen. Et af Kreaturerne var sluppet ind i Gaarden og
havde givet Hunden et Puf". —
Dengang var det kun blind Aliarm. Endnu forholdt de
nærboende indfødte sig roligt, men kom først en Trup Huhuere
til Egnen, vilde de næppe modstaa Fristelsen og Trykket. Det var
dog først, da Regeringen i Wellington advarede M. om, hvad han
udsatte sig og sin Familie for ved at blive paa Karere, at han
bestemte sig til at følge alle de andre Nybyggeres Eksempel. — Det
var naturligvis umuligt at tage andet end det højst nødvendige
med sig. Natten før Opbrudet fandt Sted, gravedes der et
mægtigt Hul under Forraadshuset, hvori Værdigenstandene gemtes, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
