Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: To Rejsebøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1004
To Rejsebøger
„Efter at Aben med alle fire Lemmer paa Grenen havde bragt den
og sig selv i en saadan Vibration, at han var baade halvt usynlig og af
overnaturlig Størrelse, standser han pludselig Spillet og lader sig se
staaende paa alle fire stive Lemmer i en Glorie af rejste Børster! I denne
Stilling gør han sig hastigt større og mindre, som for at forvirre ved
Tvivl, men ender saa med at lægge alle Børsterne og staa der et Nu
uden mindste Bevægelse som sin egen Fortætning. Blikkets Farlighed,
Ansigtskammen og den forfærdelige Krans af Tænder danner Maske paa
Baggrund af det vældige, opskudte Skulderparti. Hele denne Del af
Manøvren virker som et lammende: Det er mig, if højeste Grad ikke andre
end mig, men det er mig. Og Horden skælvede."
Ingen Kipling og ingen Kinematograf i hele Verden (selv om et helt
amerikansk Orkester faldt i med en prøjsisk Generalmarche til Ledsagelse)
kunde gøre Johs. Jensen det Stykke Kunst efter.
Og saaledes forlystes og forbavses man idelig i denne Bog ved en
Sværm af funklende Momentbilleder, der — især i disse graa Dage —
svirrer En for Øjnene som farvede Fluer. En Isfugl, der skydes, „tænder
i Luften som et Pjask af blaat og rødt". En Tyfon staar „som en
Naale-pude af Lyn". Den springende Tiger er „en eneste Lue af Rædsel".
Jensens Sprog er ingenlunde korrekt i almindelig Forstand (hans
Adjektiver er stundom, dog mindst i denne Bog, mildest talt overraskende),
men dog af en ualmindelig, mystisk Præcision. Karl Larsens Sprog er
klart som Dagen, som man siger, Joh. V. Jensens er klart som Lynet.
Hans Ordforraad er ikke indskrænket til det dannede Bysprog, men stærkt
broget: svære latinske Ord, der minder om Medicinernes Sprogbrug („den
yngste af Alis Sønner sikrede sig med Aviditet det tomme Patronhylster")
ved Siden af gode jyske Gloser (Balker1), at utte med Ørerne), som nok
undertiden synes noget lunefuldt anvendt (en sveltende Hede, for:
smeltende, Kroppen kvasker i Gulvet, for: klasker).
Men som sagt det er ikke blot for Naturbeskrivelsens Skyld, Johs. V.
Jensen er rejst til Bagindien og derefter har skrevet denne Bog. Til Karl
Larsens akademisk-artistiske „En, der vandrer i Lusitanien", svarer her
det primitive „En, der søger til Skovene". At disse Skove netop ligger i
Bagindien, har mindre at sige. Titelen er valgt i Tilslutning tü det lille
Mellemspil „Forsvundne Skove" i „Intermezzo" fra 1899, hvorfra ogsaa
Mottoet om det uopnaaelige er taget. Ligesom den omtalte Skildring af
de vandrende Aber ikke blot er der for sin egen Skyld, men for at jeg
derigennem skal „se ind i et Perspektiv, som er glemt, men som jeg
kender", saaledes er der overalt i denne Bog et mægtigt — ikke Symbol,
men — Perspektiv. Manden, der rejser til Bagindien for at skyde Tigre
og gnide Næse med Malajpiger og bagefter fortælle Skrøner, hvorimod
selv hans Bedstemoder vil reagere med et: „Og skønt en Del deraf er
sandt, er der dog megen Løgn iblandt", fortoner sig i dette uhyre
Perspektiv som Mennesket Adam, der af Længsel efter sin Genesis drives til
l) Ordet findes hos Blicher: dybe Hjulspor med høje Balker i Midten (i
Begyndelsen af „Røverstuen"), men er i alle Udgaver (ogsaa undertegnedes) ved
en „Trykfejl" bleven til Banker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
