Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: V. Pingel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. Pingel
5
heder og sætter sit Mærke fast paa hans Personlighed. Han har
dybe Rødder i Fortiden, i dens Poesi, i dens filosofiske
Naturvidenskab, i dens idealistiske Politik. £[an minder i den Henseende
om Julius Lange og staar paa samme Maade som han i en
Modsætning til Brandes og Hørup.
Pingels egen Dannelse er human og som Pædagog har han
taget afgjort Parti for Aandsvidenskaberne mod Naturvidenskaberne.
I de Stridsskrifter, han i Slutningen af Halvfjerdserne udgav mod
Latinskolen, rettede han netop af den Grund sit Hovedangreb mod
den ved Loven af 1871 indførte Tvedeling af Undervisningen, som
han betegnede som „et Inhumanismens Indgreb i den lærde Skole."
Men ved samme Lejlighed erklærede han for sit eget Vedkommende,
at han, hvis han kunde leve Livet om, helt vilde have ofret sig for
Naturvidenskaben.
Kærligheden til Naturen er da det inderste Instinkt i hans
Natur. Hans bedste Venner er de mineralske Væsener, mærkelige
Stene, Vulkaner, Krystaller, Bjærgarter. Det fortælles ogsaa om
ham, at han 7 Gange passerede München uden at se Byens
Kunstsamlinger, saa stærkt droges han af Bjærgene. Efter Mineralierne
er saa Dyrene komne til at staa hans Hjerte nær. Han holdt
engang paa Rigsdagen under en Forhandling om zoologisk Have en
Tale til Gunst for disse sine Venner, og da man gjorde den
Indvending mod hans Ønske om at faa den zoologiske Have
nedlagt eller omdannet til en naturhistorisk Anstalt, at Studiet af
de vilde Dyr altid havde været af stor Betydning for Kunsten,
svarede han ganske uanfægtet og som en naturlig Ting: Jeg sætter
Dyrene over Kunsten.
Gik han saa videre fra Dyrene til Børnene, paa samme Maade
som mangen en Kunstner er gaaet Vejen fra Dyrenes til Børnenes
Verden? Det forholder sig næppe saa. Det var tværtimod
modstræbende, tvungen af ydre Omstændigheder, og med en Følelse af
at gøre et langt Skridt bort fra sin Vej, at denne menneskefjerne
Mand blev Lærer. Men én Gang gjort flk dette Skridt afgørende
Betydning for ham selv og for de Elever, han blev Lærer for.
Man kan vistnok sige, at det stærkeste Indtryk af hans
Personlighed, slugt med hele den Modtagelighed, saadanne bløde
Drengesind er i Besiddelse af, er opbevaret af dem, der var Elever i
Metropolitanskolen i de Aar, han var dens Lærer. Han var
Skoletidens Oplevelse for disse halvvoksne Drenge, det varigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
