Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Teatrene
lig var Fru Walleens Geske Klokkers, taget lige ud af Livet fra en
fjerde Bagsal eller, som det vel nu maa hedde, en
Toværelseslejlighed med W. C. Men det var lærerigt at se, hvorledes Teatret
havde maattet stemme denne Figur socialt ned for at faa den til
at passe. Det er slet ikke Holbergs Mening, at Klokkerens Kone
skal være af en simplere Slags end de andre Madammer —
tværtimod var det en overmaade fed Bestilling at være Klokker. Hun
er nok en Tudekaroline, men ikke fra Vadskekælderen. Hendes
gudelige Talemaader og hyppige Brug af Lommetørklædet kommer
af, at hun hører til Gejstligheden paa samme Maade som Arianke
til Litteraturen. Paa Teatret anmeldtes hun af Pigen med et
muntert: Der er Geske! der betød saa meget som: Nu skal vi
høre Løjer! og konverseredes af Barselkonen, trods Tekstens
gentagne Madame, som en Vadskerkone.
Og var Geske bleven for simpel saa var de andre
gennemgaaende for fine og især for unge. Efter denne
Fruentimmerkomedie at dømme er der ingen Mangel paa Ungdom paa Teatret.
Det var en ren Julestue. Dorthe Knapmagers og Øllegaar
Sværd-fegers især var saa adrætte som et Par Lærkeunger. Men det er
slet ikke Meningen. Det er gamle Koner, de siger „din lille Taske"
og „det lille Spøgelse" til Barselkonen. Hvor de vekslede Hilsen
og byttede Tobaks-Priser med Else Skolemesters, var der en
Kvidren og Vimsen med de smaa Skørter, saa man blev hel varm
om Hjertet ved det. De skulde meget før staa som Pagoder
og give Ild af Næsen som et Panserbatteri. I den følgende Scene
maa Engelke Hattemagers være stiv som et Kosteskaft og sur
som Eddike — hun er vistnok hellig og protesterer mod
Verdsligheden ved ikke at sige et Ord; man tror at se hendes
retfærdige Kæber. Det var nok Fru Heiberg, der fandt paa at gøre
denne Pimpernille (d. e. dette sure Kvindfolk) til et ganske ungt
Pigebarn, der er ved at gaa til af Generthed. Som hun nu spilles
paa Teatret af en Danserinde, er det en ganske uholbergsk
Pantomime.
De gode Madammer er nemlig alle sammen oppe i Aarene,
ikke én af dem er den unge Barselkones Veninde, de hører alle
til den gamle Corfltses Omgangskreds. Derved bliver hendes
Stilling endnu mere hjælpeløs mellem alle disse urimelige Folk, hvoraf
ikke en har et venligt eller forstaaende Ord til hende.
Men deraf kommer ogsaa hendes Overlegenhed, som ikke er
andet end Ungdom. Hun gør store Øjne ad alle disse ærbare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
