Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Romantiken i moderne dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Romantikken i moderne dansk Litteratur
rismes snævre, retliniede Rammer. Ganske som i Børnes,
Dingel-stedts, Herweghs og Gutzkows unge Tyskland blev Poesiens Opgave
nu for Brandes den, at gøre politisk og social Nytte. Skønheden blev
kun Maal, ikke Middel. Det var den Tid da Brandes i sine europæiske
Rundskuer viste, hvorledes alt, som du ed ei hele Europa stod fylket
under de revolutionære Tankers Banner — i England var det Darwin
og Spencer, Swinburne og Mill, i Frankrig Taine, Renan og Zola, i
Tyskland Paul Heyse og Gottfried Keller, i Rusland Turgenjew, i Italien
Carducei, i Norge Ibsen og Bjørnson, i Sverig Strindberg, i Danmark
Drachmann, Jacobsen og Brandes selv. Med mægtigt
Arrangementsta-lent vidste Brandes Gang paa Gang at male saadanne Billeder af
den europæiske Litteratur, hvoraf man fik det Indtryk, at overalt
var man, ligesom herhjemme, optaget af at sætte Problemer under
Debat. Personlig husker jeg, hvor forundret jeg blev, da jeg første
Gang læste en Roman af Zola — det var „Faldgruben" —
og gjorde deh Opdagelse, at der her slet ikke debatteredes,
men studeredes. Ogsaa Moralen hos Zola fandt jeg
mærkelig gammeldags, idet jeg jo, efter Brandes’ Fremstilling, paa dette
som paa andre Omraader i ham ventede at finde en
revolutionær. Interessant var det ogsaa dengang at iagttage, med
hvilke Etiketter rene Poeter blev betegnede for at kunne passere
sam nyttige Problemdigtere. Saaledes blev f. Eks. Gottfried
Keller sat til at forkynde „en sjælfuld Ateisme" — saa gjorde
han dog nogen Nytte! J. P. Jacobsen var jo saa venlig at skrive
„Niels Lyhne". Drachmann blev det derimod bebrejdet, at der
kun var Poesi paa Flasken, ikke Revolution.
Saa vidt var den Georg Brandes, der skrev „Gennembruddets
Mænd", kommen fra den Georg Brandes, der atten Aar gammel
flakkede om med sin Homer i Skovene ved Gurre. Det var den
ortodokse Utilitarismes Tid — Problemdigtningens Decennium —
den Tid, hvorom Drachmann snart skulde synge, at der „kun var
Fastespiser paa Bordet". En hel Skole af ny opdukkende
Forfattere, flere af dem allerede igen glemte, dyrkede Problemdramet og
Problemromanen — Edvard Brandes, Erik Skram, Gjellerup, Ewald,
Joakim Reinhardt, til Dels ogsaa Herman Bang.
Det er ikke altid bleven tilstrækkelig bemærket, især ikke fra
først af, hvilken principiel Modsætning der er mellem Bangs Maade
at opfatte Litteraturen paa og den oprindelige Brandesianismes.
Udgaaet af Franskmændenes og Russernes Skole som Bang er, er
han i sin Digtning Psykolog og slet ikke andet. Han tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
