Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Det ny Ministerium
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119 Det ny Ministerium
Doktrinmennesker, men racebevidste og klassebevidste Folk, der
vel ikke behersker Sprogets Haan og Spot som de københavnske
Journalister, men i hvis Handlinger der hyppigt er en overlagt
Ironi og Haan, der netop fordi den gaar stille af og kommer
uventet, frembringer Forbløffelse hos dem, mod hvem den er rettet
I Ventetiden før Ministeriet Deuntzer blev dannet, kunde man her
i København i de toneangivende Kredse høre snart den Professor
udpeget som Ministeremne, saa den Fabrikejer, saa den
Administrationschef. Bønderne udpegede ikke nogen. Men hvis de havde
hørt den københavnske Passiar, vilde de have smilet lumsk i Skægget.
Der er ikke andet for, end at vi Københavnere maa stige ned
af den høje Hest og tilegne os Parlamentarismens Økonomi. Efter
den skal nemlig de, der gør det grove politiske Arbejde, ogsaa
have Lønnens fine Frugt. Der er nu en Mand som J. G.
Christensen. Han er maaske ikke nogen Stilist eller Skøntaler, men
hvilket Arbejde har han ikke gjort, og er det ikke tiltalende for
Retfærdighedsfølelsen, at han nu indtager den højeste Magt. Hvor
var de henne, alle de Professorer og Studenter, alle de Herrer fra
Handels- og Kontoristforeningen, alle de Avisskrivere, der nu føier
sig saa vigtige paa hans Bekostning, hvor var de henne i de trælske
Aar, først fra 1890 -95, dernæst fra 1895-1901. De havde tabt
Lysten, de syntes det hele var saa aandsfortærende. Der blev
ingen vittige og kunstnerisk formfuldendte Taler holdt i Rigsdagen,
der skete tilsyneladende ingenting, „Bunden var naaet", som det
altid i saadanne Tider siges i Intelligensens høje Sale. Men der
blev netop i de Aar gjort et solidt Stykke Venstrearbejde, og Sjælen
i dette Arbejde var J. G. Christensen, og i denne Sjæl var der den
Evne til Sammenhold, som det alene kom an paa, men som
ganske havde manglet Førerne fra den forudgaaende Tid.
Der gik i de samme Aar oppe i det nordlige Jylland en
Politiker, om hvem man her i København kun vidste lidet at sige.
Det var Vilh. Lassen. Skønt han besad en journalistisk Evne,
der næst efter Hørups var den største, og dertil en politisk Sans
for det rigtige, der gjorde, at han ikke, som Hørup af og til, som
Loppen i Eventyret sprang saa højt, at ingen saa det, har han
ikke skrevet i nogen københavnsk Avis. Han gav Afkald paa
Bifaldet og Beundringen fra det forfinede Publikum. I Stedet for
opdyrkede han med meget Slid og Taalmodighed et eget Publikum,
en Stamme i Demokratiet, paa samme Maade som Lars Bjørnbak
i gamle Dage fik sin Stamme eller som gamle Høgsbro havde sin.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
